Om projektet
- Beliggenhed: Vildbjerg.
- Bygherre: Møltrup. Optagelseshjem.
- Størrelse: 1.500 kvm.
- Arkitekt: Aart.
- Hovedentreprenør: CC Contractor
- Bidragsydere: Realdania, Herning Kommune, Støttefond for Møltrup Optagelseshjem, samt donationer fra private.
Lidt udenfor Herning ligger en hvidkalket herregård fra 1700-tallet. Stedet hedder Møltrup Optagelseshjem, og der er ikke tale om en almindelig herregård. For den gamle gård er i dag hjem for hjemløse mænd i alle aldre, der ønsker at lægge alkohol og stoffer bag sig – og at hjælpe til med at drive gården er her en naturlig del af hverdagen.
I 2019 vandt Aart et parallelopdrag udskrevet af Realdania om at udarbejde et proces- og konceptforløb med visionen om at skabe et ‘Livsrum’ med nye muligheder for fritidsaktiviteter for de beboere, der endnu er for socialt udsatte til at begive sig ud i samfundet. Nu er første spadestik til den ny multihal tager.
– I mange år har vi på Møltrup kunnet tilbyde et trygt sted at sove om natten og arbejde om dagen, men der har manglet fokus på fritiden. Fritid er noget, der er svært at håndtere. Ikke mindst, hvis man har udviklet uheldige alkoholvaner. Derfor vil vi med det nye ‘Livsrum’ give beboerne mulighed for at bruge tiden på en lang række spændende aktiviteter og på den måde udvikle nye interessefællesskaber, der skal være med til at sikre deres livskvalitet, udtaler forstander på Møltrup Optagelseshjem, Ebbe Larsen, som fremhæver processen fra Møltrups visioner til Aarts konkrete udformning.
Arkitekt flyttede ind på hjemmet
I forbindelse med foranalyserne og udviklingen af projektet flyttede Aart ind på optagelseshjemmet for at opleve stedet på egen krop og blive klogere på dets muligheder.
Der er arbejdet med, hvordan bygninger kan løfte et socialt ansvar og direkte være katalysator for en positiv forandring i beboernes genkomst til livet, for Møltrups daglige aktiviteter, men også for samfundet, hvor der ses et øget behov for at understøtte mennesker med særlige behov eller udfordringer.
– Det er med stor glæde, at vi nu er gået i gang med udvidelsen af Møltrup Optagelseshjem i samarbejde med CC Contractor. Beboernes fritid er hele omdrejningspunktet for den nye multisal, hvor de kan dyrke forskellige former for kultur- og idrætsaktiviteter på en tryg hjemmebane, men dog i tæt samspil med det omgivende lokalsamfund. Vi ser frem til at opføre og siden hen genbesøge Livsrummet for at evaluere, hvilke effekter der vil blive afledt af byggeriet, udtaler leder af transformation hos Aart, Mikkel Seir Christoffersen.