Her er de nominerede til Årets Arne

Ni projekter er med i opløbet om at løbe med en af Arkitektforeningen Københavns arkitekturpriser.
Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus, tegnet af Cobe, er blandt de nominerede til Store Arne. Foto: Rasmus Hjortshøj.
Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus, tegnet af Cobe, er blandt de nominerede til Store Arne. Foto: Rasmus Hjortshøj.

Årets Arne

  • Årets Arne Award blev indstiftet i 2007 af Arkitektforeningens Lokalafdeling København, som også er jury. Arnerne tildeles såvel udførte værker som initiativer, der har løftet arkitekturen i Storkøbenhavn i det forgangne år. Prisen er en statuette i akryl, præget med arkitekten Arne Jacobsens ansigt.

Kanonhusets afløser skal findes. Entasis modtog Store Arne 2018 for deres eget domicil, Kanonhuset. Nu har Arkitektforeningen København, som står bag arkitekturprisen, løftet sløret for de fem projekter, der kan vinde næste års to priser. Den anden pris hedder i øvrigt Lille Arne, hvis nogen skulle være i tvivl.

Fem kandidater til Store Arne

Noma åbnede i 2018 i nye rammer. De er tegnet af Bjarke Ingels Group i samarbejde med Studio David Thulstrup. Værket nomineres for dets nyfortolkning af restaurantoplevelsen på en moderne og atmosfærebevidst vis, hvor sanseoplevelsen begynder ved matrikelskellet.

Elefanthuset er et nyt aktivitetscenter for kræftramte i tilknytning til Center for Kræft og Sundhed i De Gamles By på Nørrebro. Huset rummer desuden et “Mens Shed”-mødested efter internationalt forbillede, som ramme om aktiviteter målrettet kræftramte mænd. Arkitekter på projektet er Leth & Gori. Værket nomineres for en kæk transformation af et historicistisk bygningsværk, der revitaliserer det som en omsorgsfuld ramme for en sårbar brugergruppe.

Hotel Herman K tegnet af Dansk Ejendoms Management er tredje kandidat. At bygge inden for Københavns gamle volde, er en opgave der kræver lydhørhed for de historiske rammer. Værket nomineres for at fastholde facadens kvaliteter, med respekt for den eksisterende bygning, samt for at gøre et stykke udtjent infrastruktur til et nyt mødested i byen.

Enfamiliehus på Kålagervej med arkitekt Solveig Dara Dra?ko Arkitektur bag er fjerde kandidat. Værket nomineres til Årets Arne for med et enkelt og dog modigt hovedgreb at løse denne klassiske arkitektopgave.

Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus er sidste kandidat. Arkitekterne bag er Cobe. Værket nomineres til årets Store Arne for en arkitektonisk kyndig løsning af et socialt betydningsfuldt omdrejningspunkt og vartegn for Tingbjerg-bydelens udvikling.

Fire kandidater til Lille Arne

Klimaflisen af Tredje Natur. Klimaflisen nomineres for på underspillet men samtidig æstetisk vis, at vise vejen for hvordan regnvand kan bruges som en ressource i vores byer.

KADK’s kritiske forskning om Københavns udvikling: “Atlas of the Copenhagens” og “Hjem-Bebyggelser-By: Bolig og velfærd i København”. Udgivelserne nomineres for deres smukt formidlede analyser, som danner basis for en informeret debat om Københavns udvikling.

Principper for cirkulært byggeri med Fællestegnestuen GXN, Lendager og Vandkunsten bag. Projektet nomineres for dets praktiske demonstration af cirkulære principper og en innovationsproces der går på tværs af alle discipliner i byggebranchen.

Resilient Aesthetics, der er en forskningsindsats ved lektor Nicolai Bo Andersen, KADK. Indsatsen nomineres for at nuancere en debat, som ofte kan virke ensporet, i en retning hvor problemstillingen om vores klimaaftryk betragtes mere holistisk.

Vinderne afsløres traditionen tro ved Arkitektforeningen Københavns Nytårskur fredag 18. januar på BLOX.

Relateret indhold