Helhedsplanen er på plads, og nu er også den politiske godkendelse af lokalplanen for ca. 280 nye boliger i den DGNB Guld-certificerede Landskabsbyen i hus. Industriens Pension er partner og bygherre på projektet, der udbygges i etaper med boliger og det flere kilometer lange, grønne bælte, Den Grønne Fletning. Det grønne, rekreative område skal sno sig gennem Egedal by og Landskabsbyen.
Selve byggeriet og projektudviklingen styres af 2L Projektudvikling. Bygningerne i Landskabsbyen tegnes af arkitektfirmaet Vandkunsten, som har store arkitektoniske ambitioner for området.
Det bliver bl.a. lagt stor vægt på arkitektonisk variation ved brug af forskellige materialer, farver og bygningsstørrelser. Bæredygtighedsambitionerne i Landskabsbyen indfries ved at anvende miljøvenlige byggematerialer, der giver et sundt indeklima, ligesom organiseringen af bebyggelsen i småklynger i landskabet begrænser de befæstede arealer.
Store visioner: Slidt bydelscenter skal bringes tilbage til livet
Ejendomsdirektør i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen, udtaler:
– Vandkunsten er kommet med en både visionær og robust helhedsplan for området. Vi har nu et rigtig godt udgangspunkt for at skabe en attraktiv bydel med blandede boligtyper, mange gode byrum og direkte adgang til natur og grønne rekreative områder.
Åbne gårdbebyggelser
Landskabsbyen opføres som åbne gårdbebyggelser med fællesfaciliteter, der skaber gode muligheder for fællesskaber. Bygningerne omsluttes af den Grønne Fletning, som giver adgang til rekreative aktiviteter og natur via et finmasket stisystem.
De rekreative grønne kiler og byrum og en beplantningsstrategi for nye træer i bydelen understøtter projektets ønske om stor biodiversitet i området. Dertil er det bygherrens tanke, at der etableres shelter, bålpladser og andre aktiviteter i naturområderne op mod bydelen for at understøtte fællesskabet i bydelen.
Bebyggelsen er placeret på de højereliggende arealer, og de grønne områder i de lavere dele. Det gør det muligt at aflede regnvand fra overfladen og udnytte det rekreativt i naturligt udformede bassiner i det grønne.
Et stisystem, der kobler sig op på det eksisterende stinet, skal sikre adgang til S-tog station, skole og naturområder.
Blotlægger å i Aalborg: Giver mere byliv og biodiversitet
Industriens Pension har som bygherre indvilliget i at betale for en forlængelse af vejen Dam Holme gennem Landskabsbyen. Forlængelsen af vejen er nødvendig for at knytte Landskabsbyen sammen med det eksisterende vejnet.
Dertil skal bygherren stå for landskabsbearbejdning og plantning af græs, træer og buske i Den Grønne Fletning. Når Den Grønne Fletning er færdig, overdrages området til Egedal Kommune.
Borgmester Vicky Holst Rasmussen er glad for samarbejdet:
– Med Industriens Pension har vi en seriøs partner med om bord, der har forpligtet sig til at betale for forlængelsen af Dam Holme og anlægget af Den Grønne Fletning. Samtidig har de lovet at sørge for etableringen af bl.a. en ny daginstitution og et seniorbofællesskab, som bliver væsentlige dele af Landskabsbyen.
Masser af grønne åndehuller
HHM er på plads som totalentreprenør på første etape, viser et opslag i SMART. Henry Jensen A/S Rådgivende Ingeniører er ingeniør på byggeriet, der forventes at starte op i starten af det nye år. De første boliger forventes at stå færdige i december 2026 til et anslået budget på 340 mio. kr.
Urban Tree skal trække mere liv til central plads
De efterfølgende etaper, hvor der forventeligt skal opføres yderligere mere end 700 boliger, forventes igangsat i januar 2027. Holder denne dato, kan hele området stå færdigudviklet i slutningen af 2032. Disse datoer er dog med forbehold. Det samme er budgettet på de sidste etaper, der lyder på 1,6 mia. kr.
Formand for Plan- og Byudviklingsudvalget i Egedal Kommune, Ulrik John Nielsen, glæder sig over, at Landskabsbyen nu begynder at tage form:
– Landskabsbyen bliver en superflot, arkitekttegnet by med masser af grønne åndehuller. Det bliver et rart sted at leve og bo.