Friis & Moltkes demensplejecenter Strømme Senter har vundet arkitekturprisen Wan Award 2018. Plejecentret, der ligger i den norske by Kristiansand, har fået prisen i kategorien “Future Projects Healthcare”.
– Vi er utrolig stolte af prisen og beærede over den store opmærksomhed, som projektet har fået. Det er en anerkendelse af det store arbejde, teamet og bygherren har lagt i at skabe et projekt, hvor brugerne er omdrejningspunktet for arkitekturen, fortæller Palle Hurwitz, der er partner og direktør i Friis & Moltke.
Tegnestuen har de senere år tegnet og opført en lang række demenscentre og -landsbyer, der alle har taget udgangspunkt i at skabe den bedste hverdag for den enkelte beboer i rammer, der guider og understøtter beboerens mestring af hverdagslivet.
– Ved at arbejde nænsomt og indlevende med arkitekturens mange virkemidler kan vi i fællesskab nå meget langt i forhold til at skabe en markant bedre hverdag for beboere, personale og pårørende. Der har i mange år været alt for lidt opmærksomhed på måden, hvorpå arkitekturen kan favne og støtte mennesker og i særdeleshed mennesker med demens – det vil vi gerne rette op på, siger Palle Hurwitz.
Vinder foran to asiatiske projekter
Projektet startede i 2016 og står først klar til næste år. Friis og Moltke har tegnet stregerne i samarbejde med norske Lund & Slaato og Gulik Guliksen Landskabsarkitekter.
Den arkitektoniske hovedidé med bygningen har været at skabe et kompleks, hvor bokollektiver tilpasser sig de eksisterende omsorgsboliger. På den måde skaber man et indre skærmet nabolag. I midten af plejecentret er der en række bygninger med fællesfaciliteter, hvis form tager udgangspunkt i det omkringliggende landskab.
Friis & Moltke vandt prisen foran Everbright Life Center på den kinesiske ø Hainan og An Elderly Village i Vietnam. De to projekter var tegnet af henholdsvis HDR Architecture og HAS-Architecture.