Fremtidens bydesign testes i København

Vester Voldgade i København bliver i løbet af det næste års tid løftet ind i fremtiden. Et bredt samarbejdsprojekt vil skabe et innovativt byområde til inspiration for resten af landet.
Vester Voldgade i København bliver i løbet af det næste års tid løftet ind i fremtiden via et tværgående samarbejde om byudvikling. Foto: Alexandra Instituttet.
Vester Voldgade i København bliver i løbet af det næste års tid løftet ind i fremtiden via et tværgående samarbejde om byudvikling. Foto: Alexandra Instituttet.

Om to år forventes Københavns havns nye vartegn – det såkaldte BLOX projekt, der opføres af Realdania – at være færdiggjort, men allerede i årene forinden vil arbejdet gå i gang med at skabe en ny type af ophold i Vester Voldgade ned mod havnen.

Her vil Alexandra Instituttet, sammen med førende virksomheder inden for byudvikling og involvering af borgere skabe et bud på, hvordan fremtidens digital-fysiske by-design kan fungere og se ud.

Det er en vigtig del af projektet, at vi løbende undersøger, hvordan byens rum og de mennesker, der færdes der påvirkes af vores tiltag.

Senior Green Urban Designer Trine Plambech Alexandra Instituttet

Alexandra Instituttets arkitekt og projektleder Liselott Stenfeldt ser frem til samarbejdet og glæder sig over allerede at være godt igang.

– Vi er meget glade for, at Realdania synes, at projektet i Vester Voldgade er en unik mulighed for at vise, hvordan man i fremtiden kan bruge digital-fysiske løsninger i vores byggede miljøer. Partnerne vil hver især bidrage til projektet med det, de er allerbedst til. Undervejs vil partnerne undersøge hvor vidt det, vi udvikler, faktisk er en god løsning for bylivet og menneskerne, der bruger det, siger hun.

Borgerinddragelse

– At arbejde med digital-fysiske installationer i byens rum som et led i byudviklingen er en forholdsvis ny tilgang, og det er derfor en vigtig del af projektet, at vi løbende undersøger, hvordan byens rum og de mennesker, der færdes der påvirkes af vores tiltag, fortæller Senior Green Urban Designer Trine Plambech fra Alexandra Instituttet.

Sammen med de øvrige partnere vil hun studere byens liv og tale med de mennesker, der bor og færdes der. Denne viden vil blive brugt i forbindelse med udviklingen af de digital-fysiske installationer.

Ikke bare Smart City

Projektet går ud på at skabe nye kreative muligheder for menneskelig interaktion med det fysiske byrum, og det kommer ikke nødvendigvis til at ligne noget, der er set før. Derfor er Smart City heller ikke et dækkende begreb for foretagendet, selvom det ofte bliver brugt om denne slags projekter.

Målet med projektet er dels at tilbyde borgere en række nyttige, sjove og interessante faciliteter i gadebilledet, og dels at skabe mulighed for at kommunen kan blive klogere på sine borgere og deres behov igennem den løbende innovative evaluering. En målsætning er også at fremme en mere bæredygtig social adfærd gennem vejledning og oplysning.

Ideer på tegnebrættet

– I august faciliterede vi et workshop-spor som en del af det såkaldte ‘Sprout Talent Week’ i hub’en i Fæstningens Materialgård, der tog udgangspunkt i et lignende fokus og det fysiske sted. En tværfaglig gruppe studerende bidrog med at dele en masse gode tanker og idéer med os og det var superinspirerende, fortæller Liselott Stenfeldt.

Udviklingen af projektet i Vester Voldgade kommer også til at bygge videre på erfaringer fra tidligere. Projekter fra Alexandra Instituttet som Nordlys, der er opført i Horsens bymidte, var en ny måde at bruge lyd og lys, og var med til at skabe dragende aktiviteter og opholdsareal i byrummet, og det kommer sandsynligvis også til at inspirere det nye arbejde.

Relateret indhold