Forslag baner vej for nye boliger i Nærheden

Et forslag til lokalplan skal bane vejen for et område med rækkehuse, lejligheder og attraktive udearealer i den nye bydel Nærheden i Hedehusene.
2E Bolig Projektsalg skal opføre 150 boliger i Havekvarteret.
2E Bolig Projektsalg skal opføre 150 boliger i Havekvarteret.

Byrådet i Høje-Taastrup har vedtaget et forslag til lokalplan, som skal åbne mulighed for, at der kan bygges kædehuse og etageboliger i Havekvarteret i Nærheden.

Havekvarteret ligger i den sydvestlige del af Nærheden – tæt på det nye Springcenter Nærheden, boligbyggeriet Solrækkerne og den kommende skole.

Rækkehusene skal bygges i to etager og være i hvide nuancer, mens etageejendommene skal være i tre-fire etager – en enkelt ejendom skal være i fem etager som et landmark i området – og de skal være i grå mursten med lyse og gule nuancer. Alle boligerne skal fremstå med flade tage.

– Skridt for skridt ser vi nu Nærheden tage konkret form, og de nye boliger vil ligge centralt – tæt på Hedehusene Station, den nye kommende skole og det grønne parkstrøg Loopet, som skal binde den nye bydel sammen og samtidig koble Nærheden til det eksisterende Hedehusene, siger borgmester Michael Ziegler.

Lokalplan i høring

Lokalplanen lægger op til at skabe et tæt og varieret boligområde, hvor de private haver anlægges, så man får adgang til grønne fællesarealer med mulighed for for eksempel at etablere grill-pladser, legepladser og nyttehaver.

– Dette lokalplanforslag skal danne den planmæssige ramme om en række nye boliger i Nærheden. Det bliver en blanding af rækkehuse og lejligheder i forskellige størrelser, som understøtter, at Nærheden bliver en tæt by med attraktive fællesarealer, siger Flemming Andersen, formand for Plan- og Miljøudvalget.

Lokalplanforslaget omfatter et område i Havekvarteret, hvor 2E Boligprojektsalg skal opføre ca. 150 moderne kvalitetsboliger. I forvejen skal MT Højgaard opføre 48 rækkehuse i Havekvarteret.

Forslag til lokalplan 4.42.2 kommer i høring fra i dag. Den løber i otte uger.

Relateret indhold