CANNES: Torsdag aften afgøres det, om det danske arkitektfirma C.F. Møller vinder en Mipim Award for Mærsk Tårnet i kategorien ‘Best Healthcare Projekt’.
Sker det, så vil arkitekt og partner Julian Weyer, C.F. Møller, være til stede på første række i Palais des Festivals i Cannes, hvor prisoverrækkelsen finder sted.
– Det vil være helt fantastisk, hvis vi vinder. Jeg mener helt oprigtigt, at vores projekt fortjener det – selvom de tre konkurrenter naturligvis også kan noget, siger Julian Weyer, da Dagens Byggeri fanger ham lige efter, han er ankommet til Mipim tirsdag eftermiddag.
Han har været en nogenlunde fast Mipim-deltager gennem de seneste 10-15 år, for ejendomsmessen har store fordele, hvis man som Julian Weyer er på udkig efter nye kunder.
– Min deltagelse er to-delt. Dels kan jeg møde mange af vores nuværende kunder og samarbejdspartnere her. Vi er jo en international virksomhed med kontorer i fire lande. Og dels har jeg mulighed for at mødes med mulige nye kunder. Nogle af dem, der er svære at få et møde i stand med derhjemme, er her også, så jeg kan sagtens få tiden til at gå, siger han.
Tyskland lokker
Især det tyske marked har han et godt øje til.
– Vi vil rigtig gerne have flere tyske projekter, og det er et af mine fokusområder. Vi har i forvejen to gode projekter i landet, så C.F. Møller er ikke helt ukendte syd for grænsen. Det er lidt nemmere at komme igennem til nye kunder, hvis man har gode projekter at referere til, siger Weyer, der er født i Tyskland og derfor taler sproget perfekt.
– Hvis det lykkes at få bedre hul igennem til det tyske marked, så kan det da godt være, at det ender med vores egen faste repræsentation i landet, men det er ikke noget, jeg har en plan klar for på nuværende tidspunkt, siger han til Dagens Byggeri.
C.F. Møller har i dag afdelinger i Danmark, Norge, Sverige og England.
Også COBE Arkitekter er nomineret til en Mipim Award 2018. Det er for projektet ‘The Silo’ i Nordhavn, som er indstillet i kategorien ‘Best Refurbised Building’.