Realdania og Villum Fonden står bag Boligbyggeri fra 4 til 1 planet for i alle dele af byggeprocessen at aktivere bygherrer, arkitekter, ingeniører, entreprenører, forskere og ideudviklere med at reducere byggeriets CO2-aftryk.
Ambitionen er at reducere aftrykket fra byggeriet af nye boliger i Danmark med 75 %, og løsningerne til at opnå målet kan nu være kommet nærmere.
Boligbyggeri fra 4 til 1 Planet har netop udvalgt seks bud på klimavenlig arkitektur og fem bud på klimavenlige materialer.
På arkitekturdelen er budt ind på løsninger til boligbyggeri med systematisk fokus på klimaaftrykket, og fagjuryens seks udvalgte skal nu omsætte deres forslag til konkrete byggekoncepter.
Herefter reduceres de seks projekter til tre, som vil blive fysisk realiseret og dermed gå fra ide til virkelighed. Det skal ske i samarbejde med udvalgte bygherrer, der findes gennem et senere såkaldt ‘call’:
– Vi har først og fremmest ledt efter de klare, fremsynede koncepter, og derfor har vi udvalgt de seks projekter til næste runde ud fra deres klarhed i ide og tanke snarere end graden af detaljering. Nu glæder vi os til at følge arbejdet med at komme dybere ned i projekterne, siger projektchef Stig Hessellund fra Realdania, der er med i dommerkomiteen.
De seks udvalgte arkitektprojekter er:
– Matter of Space med Halmværk, hvor halm anvendes som det primære materiale.
– Tegnestuen Lokal med Manifest for den planetært rimelige bolig, leger med dogmeregler for boformer og for konstruktioner.
– Henning Larsen samt Djernis & Bell med Residential regenesis, der tager fat om øget fortætning af det eksisterende byggeri via “podning”.
– CF Møller Architects med Gaia – life cycles within boundaries, der gentænker den nordiske byggetradition med fokus på adfærd, konstruktion og materialer og klimaforandring.
– Reværk med Naturrækkerne, hvor groede materialer er i centrum sammen med lerjord.
– Rønnow og Leth med ‘En lille bolig’ i tækkede teglblokke og med tegl og tagrør i centrum.
Klar til større udbredelse
Udvælgelsen af gode ideer til materialer, konstruktioner og tekniske løsninger, der vil reducere klimaaftrykket, har udbredelsespotentialet ligget til grund for valget af vinderne.
– Vi har haft fokus på de forslag, som allerede nu viser en vis udviklingsmæssig modenhed i forhold til at reducere klimaaftrykket og derfor er tæt på eller klar til større udbredelse. Bredden er stor, lige fra biobaserede materialer, klimaoptimering af traditionelle produkter til genbrug og vedvarende energiløsninger, som kan tilpasses arkitekturen, siger projektchef for Villum Fonden, Michael K. Rasmussen, der også er i dommerkomiteen.
De fem udvalgte løsninger er:
– EcoCocon Danmark med Bygninger skal gros af hurtigt fornybare ressourcer, der vil udvikle byggesystemer med hurtigt voksende afgrøder og restprodukter.
– Søuld med Nænsomt forarbejdede produkter af dansk ålegræs, som har fokus på ålegræsbaserede plade- og isoleringsløsninger.
– Næste Byg med Arkitekttegnede skure af genbrugsmaterialer, som har fokus på genbrugets æstetiske potentiale og adfærdspåvirkning.
– DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut med Ressource – forædling af byggeaffald til nye byggematerialer, der ønsker at substituere cement via omdannelse af tegl, bioaske og glas.
– Dansk Solenergi med Solceller som nyt byggeelement uden æstetiske begrænsninger, der arbejder med solceller som integrerede og ikke skæmmende paneler i tage og facader.