Den internationale ejendomskonference Mipim, der næste gang afholdes i marts 2025, får et markant dansk islæt i form af fagansvarlig partner for byudvikling i Nordic Office of Architecture, Camilla van Deurs.
Hun er allerede internationalt anerkendt for sit arbejde. Nu er hun udpeget til at indgå i juryen, der udvælger årets mest innovative, bæredygtige og transformative ejendomsprojekter ved Mipim Awards 2025.
Stærkt politisk hold er med på næste års Mipim
Camilla van Deurs er udpeget til at indgå i juryen sammen med den tyrkiske, anerkendte arkitekt Melike Altınışık.
– Det er en stor ære at blive en del af Mipim Awards-juryen. Jeg glæder mig til at evaluere projekter, der skubber grænserne for bæredygtig byudvikling, og som forvandler byrum til miljøer, der understøtter de sunde fællesskaber i vores samfund, siger Camilla van Deurs.
Hun var i perioden 2019-2024 stadsarkitekt i København og har også været partner hos international anerkendte Gehl Architects.
Tilfører ekspertise og perspektiver
Direktør for Mipim, Nicolas Kozubek, anerkender Camilla van Deurs’ årelange engagement indenfor bæredygtighed samt hendes indgående forståelse for byudvikling.
Hendes tidligere og nuværende ansættelser og en baggrund som adjungeret professor, ph.d. og underviser ved Arkitektskolen Aarhus, Københavns Universitet, Harvard University og DIS gør hende til en særdeles værdifuld tilføjelse til juryen, vurderer han:
OL: Danmarks cirkulære pavillon klar til tusindvis af gæster
– Camilla og Melike tilfører ekspertise og perspektiver, der afspejler branchens rivende udvikling inden for bæredygtighed og brugervenligt design. Deres indsigt vil være med til at sikre, at 2025 Mipim Awards anerkender og hylder projekter, der ikke kun forbedrer byggeriet, men også har en positiv indvirkning på den verden og de samfund, de tjener.
Mipim, der afholdes en gang årligt i sydfranske Cannes, åbner næste gang d. 11. marts 2025. Her forventes flere end 20.000 delegerede fra 90 lande at deltage. De vil bl.a. blive mødt af 300 stande, hvor investorer og udviklere præsenterer de nyeste initiativer indenfor bolig- og erhvervsudvikling.