Navnet Janus Rostock er måske ikke så kendt herhjemme, men den 46-årige danske arkitekt og byplanlægger fra rådgivningsvirksomheden Atkins er manden bag Dubais nye imponerende operabygning, der åbner i dag onsdag 31. august med Placido Domingo på plakaten. Desuden står danskeren bag til en række andre byggerier og masterplaner i Mellemøsten, hvor han er et stort navn og for nyligt blev kåret til den mest indflydelsesrige arkitekt.
Han ligger nummer et på magasinet Middle East Architectures 2016 rangliste over arkitekter i Mellemøsten. Og byggeriudstillingsvirksomheden The Big 5 Hub har ham på andenpladsen over de mest indflydelsesrige arkitekter i Mellemøsten – kun overgået af Normann Foster, men foran stjernenavne som Frank Gehry, Jean Nouvel, Saha Hadid og Rem Koolhaas.
I dag åbner hans hidtil mest imponerende svendestykke, Dubai Opera, hvis form er inspireret af det traditionelle arabisk skib, som kaldes en dhow. Indendøre er der tale om et af de mest avancerede operahuse i verden, der også kan omdannes til koncertsal.
Operaens åbning har også ført til interesse for Janus Rostock fra blandt andet BBC, CNN og SKY News og fra diverse arkitektmagasiner, ligesom den herhjemme ukendte dansker løbende bliver bedt om at deltage i lokale arkitektur- og byplanlægningsdebatter. Og så er han med til at rådgive Saudi Arabiens nye kronprins i forbindelse med implementeringen den nye 2030 Vision for Saudi Arabien.
Skulle kun lave masterplanen
Oprindeligt blev Janus Rostock og hans team på godt 100 arkitekter, byplanlæggere og landskabs arkitekter i første omgang kun hyret til at udarbejde lokalplanen for det område, der hedder The Opera District i Dubai Downtown. Masterplanen skulle sikre et mere attraktivt udendørs byrum og gadeliv i en by, hvor de fleste opholder sig mest muligt inden døre og lader sig transportere rundt i bil med aircondition på fuldt blæs på grund af varmen.
– Jeg har taget mange ting med fra Københavns indre by såsom byrummets mange detaljer, vinduer i stueplan og byggeri i en menneskelig skala til at skabe et attraktivt byrum i Dubai, hvor man har lyst til at opholde sig og leve livet med 5 km/t i stedet for 120 km/t. De mange højhuse omkring operaen er kun en fordel, fordi de er med til at skygge for den stærke sol, siger Janus Rostock.
I forbindelse med masterplan-arbejdet kom Janus Rostocks team i Atkins ret hurtigt ind i kampen om også at tegne selve operaen. I det færdige resultat består 98 procent af facaden af glas for at skabe transparens mellem det, der sker i operaen, og livet uden for.
Inspireret af en dhow
Eftersom bygningen er inspireret af formen på en dhow, hælder bygningsfacaden udaf med mellem otte og 20 grader. Facaden er opbygget af specialfremstillede glaspaneler, alle i unikke størrelser, og det har været et præcisionsarbejde at få det hele til at passe sammen.
Glaspanelerne er coatede på begge sider for at eliminere refleksioner, så man kan kigge ind og ud af bygningen. Det skaber en fornemmelse af, at uderum og lobby forlænger hinanden. Indefra kan gæsterne se ud på blandt andet verdens højeste bygning og verdens største dansende springvand. Og udefra kan folk om aftenen kigge ind i operaen. Det er med til at skabe liv i området.
– I Dubai er der ultra kort fra ide til beslutning og til handling. Vi tegnede den første skitse til operaen i november 2012. Byggeriet påbegyndtes i april 2013, og nu er bygningen klar til at blive indviet. Det er gået temmelig hurtigt, må man sige, siger Janus Rostock og fortsætter:
– Kulturen hernede er præget af utålmodighed, men de er også meget nysgerrige, vil gerne lytte og er utroligt dygtige og professionelle forretningsfolk, som vil se et afkast af deres investeringer. De tænker holistisk og er helt på det rene med, at et operahus kan tiltrække flere turister, som øger omsætningen i lufthavnen, butikker, hoteller og restauranter.
Kaster nye opgaver af sig
Janus Rostocks lokale stjernestatus betyder også, at han og kollegerne bliver inviteret med ved bordet, når der skal tegnes nyt. Blandt andet derfor har Atkins vundet en masse opgaver i området.
Aktuelt tegner Janus og hans team i Atkins blandt andet på et stort indkøbscenter, 200.000 kvm. boliger og to hoteller i Dubai South, en stor masterplan i Jeddah i Saudi Arabien, et stort kulturprojekt i Qatar, et højhusprojekt på 30, 60 og 90 etager og et andet højhusprojekt med to tvillingetårne, samt et high-end højhus ved Dubais marina på 80 etager.
Sen danske arkitekt har tidligere arbejdet for Henning Larsen og KHR arkitekter, været sagsarkitekt på Citytunneln i Malmø og ombygningen af Zoologisk Museum i København samt en række andre projekter og konkurrencer i Danmark. Men det er i udlandet, at de fleste af hans projekter er blevet gennemført. Han har tidligere udarbejdet en masterplan samt tegnet en række bygninger i Baku White City i Aserbadjan, Padideh Shandiz Masterplan og shopping center i Iran, en masterplan for Dubai Creek Harbour, samt masterplan og bygning for Prince Sultan Cultural Centre i Saudi Arabien.


