Først kom Føtex, Egedal Rådhus, et sundhedscenter, døgnboliger og Plejecenter Egeparken.
Så flyttede de første borgere ind i 60 lækre lejligheder i Egevænge, der snart får følgeskab af yderligere 58 bæredygtige lejligheder på den anden side af gaden. Og nu har Egedal Byråd så peget på, hvem der skal tegne og opføre de næste 300 ejer- og lejeboliger på hele fem storparceller i Egedal By – kommunens nye byudviklingsområde.
AFP vandt konkurrence
I alt fire konsortier bød på opgaven, men det blev en gruppe omkring selskabet AFP Rådgivning ApS med Henrik Svanholm i spidsen, der vandt retten til at udvikle og bygge 300 lejligheder; tegnet af det kendte og prisvindende arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen.
– Med dette projekt vokser Egedal By for alvor op som en moderne bydel med flotte bæredygtige boliger mellem grønne byrum. Det er et fantastisk flot og stærkt projekt, som passer utroligt godt ind i vores byrumskatalog for Egedal By. Arkitekterne hører også til i en hel klasse for sig, siger borgmester Willy Eliasen.
Indflytning 2018-2020
Arkitekterne bag projektet er Schmidt Hammer Lassen Architects, der er en af Danmarks mest kendte tegnestuer.
Gruppen bag AFP Rådgivning ApS tæller desuden Niras, Rådgivende Ingeniører, Wittenborg Capital LLD og Nielsen & Thomsen Advokater.
De kommende seks måneder skal projektet tilpasses og gøres klar til salg. Herefter tager gravemaskiner og byggekranerne over.
Boligerne, der bliver på mellem 55 og 120 kvadratmeter, forventes at stå indflytningsklare i etaper mellem 2018 og 2020.