Danske arkitekter står bag nyt sygehus i Sverige

Danske Aart Architects står sammen med svenske Sweco bag udviklingen af Kungälv Sygehus nær Göteborg, som de udvider og ombygger med i alt 30.000 kvadratmeter.
Projektet på Kungälv Sygehus består af både nybyggeri og ombygning. Foto: Bert Leandersson.
Projektet på Kungälv Sygehus består af både nybyggeri og ombygning. Foto: Bert Leandersson.

Västra Götalandsregionen og Kungälv Sygehus udskrev i 2013 en arkitektkonkurrence. Der skulle skabes en ny hovedindgang, en ny forbindelsesbygning, to nye sengebygninger samt en ombygning af eksisterende bygninger. Aart og Sweco vandt konkurrencen med forslaget “Congahella Care” ud fra visionen om at skabe et trygt og sikkert behandlingsmiljø, der styrker patienternes helbredelse og personalets arbejdsflow.

En vision, der nu er indfriet med ibrugtagelsen af den første af to nye sengebygninger med tilsammen 280 ensengsstuer, der er designet til mindste detalje – for eksempel med træelementer og udsigt til grønne omgivelser for at skabe en beroligende effekt. Ud over sengebygningen er den nye forbindelsesbygning også taget i brug.

I sikre hænder

?- Sammen med Sweco har vi arbejdet strategisk med at skabe et effektivt sygehus med menneskeligt nærvær for øje. Det har vi gjort med sigte på at bringe arkitekturen i spil som en katalysator til at styrke patienternes helbredelse og personalets arbejdsflow, så vi som rådgivere skaber størst mulig effekt for Kungälv Sygehus – både i forhold til sygehusets sociale og økonomiske bundlinje, siger Anders Tyrrestrup, partner hos Aart.

– Sammen med Aart har vi haft ambitionen om at skabe et behandlingsmiljø, der kommunikerer, at der er en bevidsthed om både børn og voksnes behov, og at familien er i sikre hænder. Gennem projektet har vi arbejdet på en struktureret og kreativ måde, hvor fokus har været på at skabe et velfungerende miljø, fortæller Pernilla Nordén, ansvarlig arkitekt hos Sweco.

Fuldskalamodel af sengestuer

?Takket være en fuldskalamodel af en sengestue undervejs i processen har det været muligt for Aart og Sweco at teste, evaluere og forbedre designet af sengestuerne. En vigtig del af opgaven har været at arbejde i forskellige skalaer, da sygehusets mange funktioner er afgørende for designet af bygningerne.

En afdeling i de nye sengebygninger består af 28 sengestuer med tilsammen fire plejeteams, og hvor de fire teams mødes, er skabt et knudepunkt med centrale funktioner.

Udenfor hver sengestue er gangarealet desuden udvidet for at skabe bedre wayfinding, understøtte arbejdsflowet og opdele afdelingen i mindre enheder.

Facaden er skabt af præfabrikeret beton med en mangfoldighed af detaljer i både udtryk og materialebearbejdning, hvor finpudset, formalet beton møder bølgende beton. Derudover er facaden skabt, så den understøtter sygehusets høje, bæredygtige ambitioner med sigte på at indfri kravene til Environmental Building Gold-certificering.

Den nye sengebygning på Kungälv Sygehus skal spille sammen med det eksisterende sygehus fra 1960’erne. Når den anden sengebygning er fuldt færdiggjort i slutningen af 2020, vil sygehuset rumme 280 nye ensengsstuer samt en ny hovedindgang.

Relateret indhold