IFLA er en international interesseforening af landskabsarkitekter, der arbejder for at styrke og synliggøre landskabsarkitektfaget på tværs af lande og kulturer. I den europæiske afdeling har arkitekterne nu fået et dansk aftryk, idet Anja Boserup Qvist, landskabsarkitekt MDL og indehaver af Absolut Landskab, er udnævnt til generalsekretær i IFLA Europe.
Medlemmerne i IFLA arbejder for at fremme landskabsarkitekturen som fag- og forskningsområde gennem vidensdeling, undervisning og formidling. Et særligt fokusområde er landskabsarkitektoniske initiativer, der imødekommer de klimatiske og demografiske forandringer, verdenssamfundet står overfor.
Landskabsarkitekter pynter ikke bare med grønt – vi er med til at tænke i helheder, som løser klimatiske, sociale og økonomiske udfordringer, samtidig med at vi tænker æstetisk og med respekt for stedets natur og kulturhistorie.
Anja Boserup Qvist ny generalsekretær i IFLA Europe
Anja Boserup Qvist er uddannet landskabsarkitekt fra KU-Life i 2000 og har siden 2009 repræsenteret Danske Landskabsarkitekter i IFLA og ved IFLA Europe’s generalforsamling i Lisabon blev hun valgt ind i bestyrelsen som generalsekretær. Hun vil de næste to år have en fremtrædende rolle i IFLA’s arbejde, hvor hun skal positionere landskabsarkitektfaget i forhold til beslutningstagere og samarbejdspartnere.
– Mit arbejde som repræsentant for Danske Landskabsarkitekter har tydeliggjort, hvor vigtig det er for landskabsarkitektfaget, at vi står sammen på tværs af lande, kulturer og traditioner. Vi landskabsarkitekter arbejder med de samme samfundsrelevante problematikker, og det kræver styrket sammenhold, bedre vidensdeling og samarbejde mellem uddannelserne, hvis vi skal have mere gennemslagskraft og indflydelse. Landskabsarkitekter pynter ikke bare med grønt – vi er med til at tænke i helheder, som løser klimatiske, sociale og økonomiske udfordringer, samtidig med at vi tænker æstetisk og med respekt for stedets natur og kulturhistorie. Vi er uddannet til at arbejde i tværfaglige teams og har en styrke i at kunne omsætte det til fysiske forbedringer som kommer både mennesker, dyr og planter til gavn, udtaler Anja Boserup Qvist.
Oplagt mulighed
Formand for Danske Landskabsarkitekter, Susanne Renée Grunkin, ser det internationale samarbejde som en oplagt mulighed for danske landskabsarkitekter til at dele erfaringer og blive inspireret af internationale kolleger.
– Over hele verden er landskabsfaget i rivende udvikling, og gennem det internationale samarbejde i IFLA kan landskabsarkitekter blive inspirerede til at skabe bæredygtige løsninger i deres hjemlande. Vi oplever, at dansk landskabsarkitektur nyder stor international anerkendelse, og med Anja Boserup Qvists udnævnelse kommer vi endnu længere ind mod kernen af centrale aktører indenfor landskabsfaget. Vi glæder os til at se, hvilken yderligere effekt udnævnelsen får, fortæller Susanne Renée Grunkin.