C.F. Møller vinder “Byen til Vandet”

I konkurrence med fire andre teams vandt team C.F. Møller opgaven med at binde Randers midtby sammen med Gudenåen og Randers Fjord.
Randers by skal i fremtiden være tættere forbundet med både fjorden og Gudenåen. Foto: Randers Kommune.
Randers by skal i fremtiden være tættere forbundet med både fjorden og Gudenåen. Foto: Randers Kommune.

Randers Kommune har gennem længere tid barslet med ideen om at forny bymidten, så den bindes bedres sammen med fjorden og Gudenåen. I den forbindelse har de åbnet op for en konkurrence for at finde den rette totalrådgiver til at stå for forundersøgelsen af det ambitiøse projekt “Byen til Vandet”. I alt deltog fem teams, og nu har styregruppen, bestående af repræsentanter fra kommunen og Realdania, netop besluttet, at det bliver team C.F. Møller.

– Vi valgte teamet til opgaven, fordi de på overbevisende og ambitiøs vis vil sammentænke, hvordan klimatilpasning kombineret med infrastrukturelle og totaløkonomiske vurderinger kan skabe helt nye muligheder for Randers midtby. Vi har store forventninger til, at forundersøgelsen vil give et stærkt grundlag for de kommende byrådsbeslutninger om midtbyens udvikling i de næste mange årtier, fortæller Hans Nikolaisen, kommunaldirektør i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.

– Det er oplagt at undersøge, hvordan den smukke middelaldermidtby kan forbindes med naturen og vandet – med de mange muligheder for byudvikling, det fører med sig, siger Anne-Mette Gjeraa, projektchef i Realdania, og tilføjer:

– Der er et stort potentiale i at tænke klimatilpasninger i byen sammen med rekreative funktioner til glæde for byens borgere og besøgende. Vi glæder os til at se resultatet af forundersøgelsen.

Byens potentiale

Visionen for projekt “Byen til Vandet” er åbenlys, fordi der i Randers midtby omkring Gudenåen, havnen og Randers Fjord ligger et kæmpe uudnyttet potentiale for at gøre fremtidens Randers til en endnu mere attraktiv by. Det er visionen, at trafikale, klimatilpasningsmæssige og totaløkonomiske målsætninger skal spille sammen. Og det bliver altså nu op til team C.F. Møller gennem en forundersøgelse at vise, hvordan potentialerne kan forløses.

Forundersøgelsen, der bliver gennemført med finansiering fra Realdania og Randers Kommune, skal blandt andet undersøge og vurdere seks udvalgte scenarier for nye infrastrukturelle tiltag, der i samspil med klimatilpasning kan skabe mulighed for visionær og rentabel byudvikling.

Forundersøgelsen ventes at være færdig inden sommeren 2015. Herefter kan Randers Byråd træffe beslutning om hvilket scenarie, der skal danne retning for det videre arbejde med at konkretisere visionen om at få Randers midtby bundet bedre sammen med vandet.

Relateret indhold