C.F. Møller afslører højhusbyggeri i Aarhus

Aarhusgiganterne Olav de Linde og C.F. Møller Architects vil opføre et 144 meter højt kontorhus på Aarhus Havn.
Illustration: C.F. Møller Architects.
Illustration: C.F. Møller Architects.

Byggeriet

  • 35.500 m² nybyggeri
  • 5.600 m² eksisterende byggeri
  • 38 Etager
  • Højde: 144 m
  • Bygherre: Ejendomsselskabet Olav de Linde
  • Arkitekt: C.F. Møller Architects
  • Landskab: C.F. Møller Landscape
  • Ingeniør: Søren Jensen og SOM

Verden over ændres gamle industrielle havneområder til nye levende bydele med markante byggerier og nye opholdsrum for byernes borgere.

Det er ingen undtagelse i Aarhus, hvor havnen allerede er i rivende udvikling, og nu offentliggør Byggeselskabet Olav de Linde og C.F. Møller Architects planerne for et nyt erhvervs-tårn på adressen Mindet 6.

Det skriver C.F. Møller i en pressemeddelelse.

Integrerer gammelt og nyt

Udgangspunktet for tårnet er en eksisterende og historisk industribebyggelse, der vidner om tidligere tiders industri og kultur på havnen.

Bygningsstrukturen bevares og suppleres af et nyt tårn integreret i den eksisterende bebyggelse. Tårnets grundgeometri udspringer fra den eksisterende bygning, og det forener det nye og det gamle i både den by- og bygningsmæssige kontekst.

Den eksisterende bygning fremstår fortsat med alle sine historiske kvaliteter og får nyt liv ved at åbne sig mod omgivelserne og skabe attraktive ude- og inde-relationer.

På taget af den gamle bygning etableres et helt nyt offentligt tilgængeligt grønt taghavemiljø med en række kultur- og aktivitetsmiljøer som restaurant, orangeri og nyttehaver.

– Det har været vigtigt for os at udvikle den gamle bygning og åbne den op, så den skaber et nyt levende område på havnen for borgerne. Det samlede projekt vil skabe et helt nyt grønt og dynamisk iværksættermiljø i Aarhus som en del af byens nye rekreative forbindelse, der strækker sig helt fra havnen til Marselisborg Skov, siger Olav de Linde, administrerende direktør og indehaver af Byggeselskabet Olav de Linde.

Lyst og slankt

Selve tårnet er udformet som et lyst og slankt, tredimensionelt og skulpturelt landmark og bidrager med vertikale grønne foyerer til både den nære og større bymæssige kontekst.

Husets geometri med de tre udkragende vertikale foyerer og facadernes inddeling bevirker, at bygningens profil orienterer sig til alle sider med en både karakterfuld og stoflig virkning i flere skalaer.

Stedets potentiale – med nærhed til by og vand, lys- og udsigtsforhold samt en historisk bygningsmæssig sammenhæng udgør således grundlaget for en helt særlig stemning og et unikt projekt med en klar forankring i stedets industrielle historie.

– Vores idé og vision har været at skabe et lyst og slankt tårn, der er fuldt integreret med det eksisterende bygningsværk. Bygningen orienterer sig til alle sider og fremstår åben og imødekommende 360 grader rundt, siger Michael Kruse. arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects.

Netop nu er projektet lagt ud til en forhøring i Aarhus Kommune, og håbet er at byggeriet vil kunne begynde om halvandet år.

Illustration: C.F. Møller Architects.
Illustration: C.F. Møller Architects.
Illustration: C.F. Møller Architects.
Illustration: C.F. Møller Architects.
Illustration: C.F. Møller Architects.
Illustration: C.F. Møller Architects.
Illustration: C.F. Møller Architects.
Illustration: C.F. Møller Architects.

Relateret indhold