Sydhavnskvarteret i Aarhus skal omdannes til et moderne industrikvarter. Det er i hvert fald byrådets ambition for det slidte område. Aarhus Byråd har godkendt udviklingsplanen, som nu er sendt i offentlig høring.
Ifølge byrådets dagsorden for seneste møde, skal Sydhavnskvarteret deles op i fire udbudszoner på i alt 81.000 etagemeter.
For godt en måned siden blev vinderen af prestigeprojektet Kulkransporet fundet. Med fyrtårnsprojektet skal Sydhavnen både være hjemsted for kultur og erhverv.
– Sydhavnskvarteret har et meget spændende kulturmiljø og en særlig karakter, som vi gerne vil bevare og bygge videre på, når området i de kommende år skal udvikles til et urbant erhvervsområde. Vi skal skabe et lidt råt område med en variation af store virksomheder og små iværksættere, rum for socialt udsatte og med byrum, der kan tiltrække besøgende og sikre et aktivt byliv hele året rundt, siger rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V).
Foruden Kulkransporet skal en lang række bygningsværker bevares. Potentielle købere skal derfor udarbejde en plan for det givne område. Her skal man følge nogle principper, hvor et af de styrende er byliv før byrum og byrum før bygninger. Ønsket fra Aarhus Kommune er, at en stor del af de eksisterende bygninger bliver bevaret og renoveret, og at de i samme ombæring får en fremtrædende rolle.
Høringen kører frem til 18. maj.