Byggeaffald bliver til 20 nye rækkehuse i Ørestad Syd

I den sydlige del af Ørestad toner 20 nye rækkehuse lige nu frem, der er bygget af upcyclede byggematerialer.
Upcycle Studio i Ørestad Syd. Visualisering: Lendager Group.
Upcycle Studio i Ørestad Syd. Visualisering: Lendager Group.

Genbrugsbeton til råhuset, genanvendte termoruder til facadepartierne og facadebeklædning og gulve af frasorterede planker fra Dinesen gulve. Det er er alt sammen materialer, der skulle have været byggeaffald, men som nu er upcyclet til at danne de nye, moderne rækkehuse Upcycle Studios i Ørestad syd.

En grøn realitet

Bag projektet står Arkitektgruppen og NREP som bygherrer, MOE som rådgivende ingeniører og Lendager Group som arkitekt samt dem, der står for udviklingen og leveringen af de upcyclede byggematerialer.

Robin Feddern, som er administrerende direktør i Arkitektgruppen, er begejstret for, at Upcycle Studios snart er et skridt tættere på at blive en grøn realitet.

– Hos Arkitektgruppen synes vi, det har været virkeligt spændende at stå for byggeriet af Upcycle Studios. For spørgsmålet i byggebranchen har jo været, hvordan vi reelt kan bruge al den viden, vi efterhånden har om genanvendelighed og bæredygtighed. Hvordan kan vi konvertere det til levende byggeprojekter, som mennesker kan bo i, og som også er økonomisk bæredygtige, spørger Robin Feddern.

Han mener, at Upcycle Studios giver en del af svaret.

– Her får vi nye boliger, der er ekstremt bæredygtige, men samtidig ikke går på kompromis med hverken æstetik, funktionalitet eller kvalitet. Så jo, vi er begejstrede for at kunne virkeliggøre nogle af de idealer og ideer, som længe har været efterspurgt, og som nu omsættes i nogle attraktive rækkehuse, siger Robin Feddern.

80% mindre CO2

Upcycle Studios har under både byggeriet, og når beboerne er flyttet ind, et meget lavt energiforbrug. Og man regner med, at bebyggelsens samlede CO2-regnskab bliver reduceret med op til 80 procent. Også hos NREP er bæredygtighed i byggeriet en vigtig værdi.

– Allerede i byggefasen har vi sat et markant mindre CO2-aftryk end i andre byggeprojekter ved at bruge upcyclede materialer. Men også i beboernes kommende, daglige forbrug vil de reducere miljøbelastningen betydeligt. Det skyldes, at hovedparten af elektriciteten i Upcycle Studios kommer fra solceller, og at varmen til radiatoranlægget og til det varme brugsvand tilvejebringes af luft til vand-varmepumper, som henter energien i udeluften. På den måde har boligerne ikke brug for at blive tilsluttet en ekstern varmeforsyning, fortæller Steen Jønsson, som er udviklingsdirektør i NREP.

Den fortsatte udvikling af nye, bæredygtige løsninger i projekterne er et vigtigt fokusområde for både Arkitektgruppen og NREP, både i virksomhedernes samarbejder og hver for sig.

Bygherren regner med, at de bæredygtige rækkehuse, står indflytningsklar i oktober 2018.

… Hvordan kan vi konvertere det til levende byggeprojekter, som mennesker kan bo i, og som også er økonomisk bæredygtige.

Relateret indhold