– Man køber jo ikke kun boliger med hjernen, men i høj grad også med hjertet, og vi har i nogle tilfælde haft svært ved at formidle vores designmæssige og arkitektoniske visioner til de mennesker, der skal købe boliger på projektstadiet, fortæller Elsebeth Gutheil Stoker, administrationschef i ejendoms- og projektudviklingsselskabet Bricks.
Hos Bricks kender man alt for godt udfordringen med at få salgs- og markedsføringsmaterialet til at formidle den arkitektoniske version – simpelthen fordi det tilgængelige materiale er for informationstungt, og de fleste almindelige reklamebureauer ikke har den tekniske baggrund, der skal til for at kunne forstå baggrundsmaterialet:
Køber skal kunne mærke stemningen i boligen og få en klar fornemmelse af pladsforholdene, lysindfaldet, materialevalget osv.
Administrationschef Elsebeth Gutheil Stoker Bricks
– Som fagpersoner er vi jo vant til at læse tekniske tegninger, men vi kan simpelthen ikke forvente, at ganske almindelige mennesker skal kunne træffe så vigtig en beslutning som et boligkøb på den baggrund. En bolig sælger ikke sig selv på en planløsning og et par flygtige arkitektstreger. Køber skal kunne mærke stemningen i boligen og få en klar fornemmelse af pladsforholdene, lysindfaldet, materialevalget osv., siger Elsebeth Gutheil Stoker.
Fiktiv boligreportage
Hun fremhæver, at den digitale revolution har højnet vores forventninger til de visuelle aspekter af salgsmaterialet ganske markant. Det gælder ikke kun boligkøbere, men i høj grad også samarbejdspartnere på ejendomsudviklingsprojekter.
Et af de seneste – og vigtigste – projekter i Bricks’ portefølje er projektet Klostergaarden centralt i Aarhus – et prestigeprojekt, der omfatter 46 ejerlejligheder og en restaurant i stueetagen.
Klostergaarden er en tidligere erhvervsejendom, der bliver omdannet til lejligheder med yngre singler som primær målgruppe – og dermed hovedsageligt førstegangskøbere.
Her har Bricks for første gang samarbejdet med tegnestuen Dimension Design, som kan forvandle tunge tekniske dokumenter til materiale, der nærmest som en boligreportage kan give et solidt visuelt indtryk af den færdige bolig – også for private købere.
– Når Dimension Design har været inde over materialet, kan køber nærmest lugte den friske maling, føle de varme træsorter, den kølige corian-bordplade og høre dæmpet jazz-musik i baggrunden. De 3d-billeder, der skal sælge varen, er lige så livagtige som fotos. Og det er de også nødt til at være, siger Elsebeth Gutheil Stoker.
Tegner fremtidens boliger
Derfor har Dimension Design specialiseret sig i at kombinere discipliner, der ellers traditionelt hører til i tre forskellige brancher: arkitektur, 3d-visualisering og design. Det giver bureauet et unikt udgangspunkt for rådgivning af netop udviklingsselskaber.
– Vi går ind og deltager som sparringspartner i udviklingen af markedsføringsmaterialet, og i den sammenhæng agerer vi både tekniske tegnere, reklamebureau og stylister, forklarer indehaver Uffe Bengaard fra Dimension Design og tilføjer:
– Vi er klar over, hvor ledningerne og ventilationen løber og kan derfor lave tegninger, der er mere korrekte end et reklamebureau har mulighed for. Samtidig kan vi se mulighederne i arkitektens design og forstå de tanker, der ligger bag. Og vi ved, hvordan de skal sælges. Endelig har vi fotografens forståelse for, hvad der er et godt billede.


