Om projektet
- – Skolen skal være ca. 10.000 etagemeter.
- – Skolen skal rumme 33 klasser og 90 lærer.
- – Anlægsudgifterne er 206,3 mio. kr.
- – Skolen forventes færdig i 2023.
I 2023 vil den nye Dybkærskole rejse sig i tre forskudte plan på toppen af Gødvad Bakke og koble sig på den eksisterende hal og bycenteret. Her kan eleverne frit bevæge sig mellem indendørs læringsmiljøer og udendørs terrasser. Teater og musik på musiktorvet, sprængfarlige eksperimenter på sciencetaget, fællesspisning i madhuset og leg og bevægelse i de bakkede udearealer er nogle af elementerne i vinderforslaget, der viser, hvordan den nye Dybkærskole skal udvikle sig.
23 teams bød ind på opgaven, og fire teams blev udvalgt til at deltage i konkurrencen. Alle fire teams har leveret kvalificerede og spændende bud på en ny Dybkærskole, men et enigt bedømmelsesudvalg har peget på forslaget fra Årstiderne Arkitekter/Sweco og Autens som vinder af konkurrencen.
– Vinderforslaget har en stærk fortælling og en arkitektur, der giver en særlig identitet og stemning til området. Det indfrier på fornemmeste vis vores vision om at skabe mangfoldige læringsmiljøer på tværs af klasser, årgange og alder. Vi er særligt begejstrede for den måde teamet har arbejdet med at skabe nære udeområder og overdækkede udeværksteder, så eleverne, uanset hvilken etage de er på, kan trække frisk luft. Samtidig giver det mulighed for undervisning i det fri, selv når det regner, siger formand for Børne- og Ungeudvalget Søren Kristensen.
En bæredygtig skole
Der er arbejdet aktivt med at designe skolen, så den sætter mindst muligt aftryk på miljøet og på hvordan, projektet kan bidrage ind i verdensmålene. Taget er for eksempel konstrueret, så det kølige lys fra nord strømmer ind i bygningen, mens de sydvendte tagflader anvendes til at opsamle solenergi.
Derudover er solafskærmning tænkt ind som en naturlig del af bygningen i form af udvendige undervisningsrum og terrasser. Derved får den flere funktioner end blot at skærme for solen og skabe et godt indeklima.