Arkitema Architects skal tegne ombygningen af Danske Banks nye bankhus i Odense. Reelt er der tale om et decideret hattrick, for arkitektvirksomheden skal i de kommende år tegne i alt tre nye bankhuse for Danske Bank. I samarbejde med KPC skal arkitektvirksomheden udvikle tre kontorbygninger for storbanken i Aarhus, Odense og Kolding. I Aarhus og Kolding er der tale om nybyggeri, mens der i Odense vil være tale om en gennemgribende renovering af den eksisterende bygning ved Albani Torv.
Ønsket med bygningen i Odense er at åbne den op, både ud mod byen og ind mod dens hjerte – et kommende atrium. Udendørs skal der gøres op med for- og bagside. Alle sider skal være tilgængelige og indbydende. Indendørs skal besøgende og ansatte også møde en imødekommende og åben bank.
Jeg tror, at det som folk vil lægge mest mærke til i starten vil være sammenkoblingen med udenomsarealerne, hvor der er planer om skaterbaner, cykelvaskeri, udendørs motionsfaciliteter eller andet i den stil.
Kim Risager seniorpartner i Arkitema
– Vi tænker rigtig mange spændende tanker sammen med Danske Bank for tiden for den endelige udformning. I modsætning til det traditionelle lukkede kontorhus laver vi en bygning, der åbner sig op mod byen. Jeg tror, at det som folk vil lægge mest mærke til i starten vil være sammenkoblingen med udenomsarealerne, hvor der er planer om skaterbaner, cykelvaskeri, udendørs motionsfaciliteter eller andet i den stil, fortæller seniorpartner i Arkitema, Kim Risager.
Levende bankmiljøer
Gennem etableringen af et centralt atrium vil hvert enkelt bankhus i de tre byer give mulighed for “fællesskab, videndeling og nærhed, både for ansatte og for besøgende”, skriver Arkitema i en pressemeddelelse.
I første omgang vil man finde de mest udadvendte bankfunktioner i stueplanet. På de øvrige etager vil der være plads til andre bankfunktioner, som atriet dog vil gøre synlige for bygningens gæster, ligesom fokus også er på omgivelserne.
– Det er spændende at være med til at samarbejde med Danske Bank om deres fremtidige bygninger. Vi skal vise, at de nye bankmiljøer er levende steder, og binde dem sammen med de omkringlæggende omgivelser i meget højere grad end banker tidligere har gjort. Vores mål er at lave arkitektoniske løsninger, der kommer til at gøre en forskel for både potentielle og eksisterende kunder, medarbejderne i bygningen og for byens borgere, der kommer til at bruge både banken og området lige omkring, lyder det fra Kim Risager.
Arkitema og KPC blev først valgt til at udføre et nyt markant finanscenter i Aarhus, med central beliggenhed i det kommende Sydhavnsområde. Det er ideerne fra dette oplæg, der nu også bliver overført til opgaverne i Odense og Kolding. Arkitema Architects tegner også de kommende naboer til Danske Bank i Odense; de sydlige karréer på Thomas B. Thriges Gade.