Du husker ham måske som kulturanmelder i tv-magasinet Smagsdommerne på DR2, fra radioprogrammet Romerriget, som forfatter til bogen Den som blinker er bange for døden eller som den nogle gange lidt vrede kommentator, der har mistet en del af synet?
Den nu tidligere reklamemand har med andre ord haft fingrene i mangt og meget, og nu er han så også blevet Københavns stemme i et samarbejde med Dansk Arkitektur Center (DAC) og tegnestuen Werk, der har lagt arkitekturen i hænderne på Knud Romer, der sætter værkerne ind i en større sammenhæng.
Udstillingen er et sammensurium af 14 arkitektoniske værker, der alle har fællesskabet som omdrejningspunkt, personlige livsberetninger, samfundskritik og drømme om fællesskaber, som giver et indblik i, hvordan arkitekturen påvirker os.
Ifølge Werk kommer arkitekturen nemlig først til sin ret, når vi bruger den, og når vores egne og andres livshistorier folder sig ud og fletter sig ind i hinanden – og tilsammen udgør vores fælles liv i byen.
– Hvert projekt i udstillingen akkompagneres af Knud Romers personlige livsfortællinger og holdninger, som på poetisk og forskellig vis tilfører arkitekturen nye dimensioner, som med garanti sætter tankerne i gang hos de besøgende. Vores ønske er at skabe en arkitekturoplevelse med masser af holdninger og liv i. Og vi håber, at de besøgende får øjnene op for, hvordan arkitektur og fællesskaber kan være med til løse aktuelle samfundsudfordringer, fortæller Thomas Kock, stifter og kreativ direktør i Werk.
Et nyt byrum på Carl Nielsens Allé
Et af de 14 projekter, som præsenteres i udstillingen, er et nyt byrum på Carl Nielsens Allé på Østerbro. Et projekt, som i fremtiden kommer til at skybrudssikre området. Ved dette projekt fortæller Knud Romer om sin egen oplevelse fra det voldsomme skybrud, der ramte hovedstadsområdet i 2011.
Et udklip fra den byfortælling lyder således:
‘Himlen var oplyst af lyn. Det var som dommedag. Folk løb rundt, og hele kvarteret stod under vand. Jeg stod i min lejlighed og kiggede på det hele, og så nærmest hele Frederiksstaden stævne som en fregat ud mod Øresund. Indtil jeg pludselig relaterede det til mig selv og tænkte ‘NEJ, NEJ’, mine kælderlokaler! […] Og det allerværste var, at dernede i kælderen lå også mit kostbareste eje…’
