De nye faciliteter på Regionshospitalet Viborg breder sig over mere end 25.000 kvadratmeter og skal, med en ombygning af en række eksisterende arealer og en ny akutmodtagelse, være med til at fremtidssikre hospitalet, som i dag modtager patienter fra kommunerne i både Viborg, Silkeborg og Skive. Visionen med projektet har været at skabe et hospital, som med sin arkitektur bidrager til et mere sammenhængende patientforløb og et bedre arbejdsmiljø for personalet.
– I designet af et hospital er flowet og den interne logistik afgørende. Hver unødig meter, som personalet skal løbe, har betydning for patienternes sikkerhed, for arbejdsmiljøet og dermed også for hospitalets økonomi på sigt. Derfor er det nye akutcenter disponeret, så der er kort afstand mellem de forskellige funktioner og en gennemgående logik i indretningen, fortæller Mads Stenbæk Jakobsen, som er planlægnings- og udviklingschef hos Årstiderne Arkitekter og formand for det konsortium, der står bag det nye akutcenter.
Han tilføjer:
– Den nye akutmodtagelse er indrettet ud fra ideen om, at de nødvendige funktioner og fagpersoner skal komme til patienterne – ikke omvendt. Dermed kan rigtige mange nu diagnosticeres og behandles alene i akutmodtagelsen, uden at blive indlagt, til gavn for mange patienter, som således kun har et kontaktpunkt på hospitalet.
Mennesker i centrum
Projektet er baseret på en løbende brugerinvolveringsproces med hospitalets personale, som med faglige input har sikret, at disponeringen af både afdelinger og rum understøtter arbejdsgange og patientforløb bedst muligt.
Udover den nye akutmodtagelse rummer projektet blandt andet også en ny hovedindgang, auditorium, en udvidelse af hospitalets operationsafdeling samt af billeddiagnostik og klinisk fysiologi.
Det nye akutcenter er designet med afsæt i principperne for helende arkitektur med fokus på blandt andet optimale dagslysforhold, udgang til grønne arealer og udsigt, hvor hospitalets indlagte patienter fra stuerne har udkig over enten byen eller den nærliggende Søndersø.
– Vores mål har været at skabe et effektivt og fleksibelt hospital med menneskeligt nærvær for øje. Vi ved, at hospitalets fysiske rammer er med til at optimere patienternes helingsproces og velværet for både patienter, pårørende og personale. Ved at fokusere på parametre som dagslys, udgang til udearealer og en sanselig og stimulerende indretning, kan arkitekturen være med til at forkorte indlæggelsestiden. Samtidig har det betydning for arbejdsmiljøet, hvilket kan gøre det lettere for hospitalet at fastholde sit personale, fortæller Anders Tyrrestrup, arkitekt og partner hos Aart Architects.
I indretningen af hospitalet er der arbejdet med varme materialer, som for eksempel træ, natursten og gule tegl.
Sammenhæng mellem nyt og gammelt
Det nye akutcenter er en tilbygning i relation til det eksisterende regionshospital, der er opført af flere omgange gennem de seneste årtier. Målet for arkitekterne bag projektet har været at skabe et byggeri, som kobler sig naturligt på det eksisterende – blandt andet i materialevalget, hvor bygningsbasen viderefører hospitalets gule teglsten, mens de øvre etager er udført med en gyldenbrun alufacade, der også refererer til det eksisterende byggeri.
– Vi har designet bygningen med en facade, som er arkitektonisk robust i forhold til at kunne optage de forskellige bagvedliggende typer af rum og den variation i facaden, som det medfører. Ved at designe facaden med en række gennemgående, vandrette bånd, der skaber sammenhæng, kan de mellemliggende vinduer placeres mere frit, uden at facaden kommer til at fremstå spraglet, fortæller Anders Tyrrestrup fra Aart Architects.
Akutcenteret indvies officielt senere på året. Konsortiet bag det nye hospital består af Årstiderne Arkitekter, Aart Architects, ÅF og WSP.