Arkitekt- og designfirmaet Gensler mener at have en del af løsningen på, at London er ved at løbe tør for plads til storbyens trafik. Storbyen vokser med 100.000 nye borgere om året og er tæt på at runde ni millioner indbyggere, og Gensler foreslår at skabe et helt nyt byrum under byen ved at genbruge nedlagte metrostrækninger og -stationer til gang- og cykelstier. Disse skal bindes sammen af små torve, hvor mindre butikker kan skyde op og skabe den infrastruktur, der er nødvendig for at servicere brugerne af det nye byrum.
Indtil videre forbliver planerne på idestadiet, idet de ikke er finansieret, men de nyskabende ideer er blevet kåret som det bedste koncept ved London Planning Awards, der bruges som udviklingskatalog for ideer og projekter, der kan udvikle London.
Vi er nødt til at tænke kreativt, når det gælder om at maksimere potentialet i vores infrastruktur.
Ian Mulcahey Meddirektør, Gensler London
Nødvendigt med kreativitet
Gensler er et af de største design- og arkitektfirmaer i USA med kontorer overalt i verden, og det er firmaets afdeling i London, der har skabt undergrundskonceptet.
– Nu da London har fået det højeste indbyggertal nogensinde, er vi nødt til at tænke kreativt, når det gælder om at maksimere potentialet i vores infrastruktur. Tilpasningen af de underjordiske tunneller, som ikke bruges længere, kan give en nem og hurtig udbygning af vores infrastruktur, siger Ian Mulcahey, som er meddirektør hos Gensler i London.
Designfirmaet understreger, at konceptet, som går under navnet Underline, også skal give små forretningsdrivende adgang til små, billige butikker i de nye byrum, idet den slags butikker er ved at blive klemt ud af byrummet i det nuværende London. Gensler har i konceptet også lagt vægt på, at byen under byen kan forsyne sig selv med strøm. Det skal ske ved at montere trykfølsomme plader på fortovene, så indbyggerne selv skaber kinetisk energi for hvert skridt, de tager.