AART slår rekord: Vil vækste mere

Arkitektvirksomhed er gået frem i seneste regnskabsperiode og har fokus på yderligere vækst - på sigt også uden for Skandinavien.
CEO og medstifter Torben Skovbjerg. Foto: Søren Vendelbo / Ritzau-Scanpix.
CEO og medstifter Torben Skovbjerg. Foto: Søren Vendelbo / Ritzau-Scanpix.

Trods et år præget af vanskelige markedsvilkår med udskudte projekter og en hård priskonkurrence i hele Skandinavien har arkitektvirksomheden opnået en rekordomsætning på godt 292 mio. kroner, hvilket svarer til en stigning på ca. 20 % ift. sidste år.

EBITDA ligger på godt 11,6 mio. kroner og driftsresultatet på 3,9 mio. kroner. Ifølge virksomheden afspejler sidstnævnte et udfordrende marked og det forhold, at AART med opkøbet af Mangor & Nagel i 2022 selv har finansieret den vigtige virksomhedsudvidelse i eget regi.

AART skal bl.a. stå bag Grundfos' nye domicil på 12.600 m2 i Bjerringbro, hvor ca. 660 af pumpeproducentens knap 20.000 ansatte forventes at rykke ind i 2026. Visualisering: AART.
AART skal bl.a. stå bag Grundfos’ nye domicil på 12.600 m2 i Bjerringbro, hvor ca. 660 af pumpeproducentens knap 20.000 ansatte forventes at rykke ind i 2026. Visualisering: AART.

Ydermere har virksomheden – trods den usikre markedssituation – iværksat flere strategiske tiltag; Mangor & Nagel blev fuldt integreret i virksomheden og skiftede navn til AART i september, og samtidig er virksomheden tilføjet erfarne specialister til flere teams og lokationer:

– Vi har fået yderligere fat i vigtige segmenter som spaceplanning, transformation, landskab og ydelser inden for den grønne omstilling. Dertil har vi oplevet et højt aktivitetsniveau indenfor bl.a. alment boligbyggeri og vi har vundet flere konkurrencer inden for erhvervsbyggeri, forklarer Torben Skovbjerg, CEO i AART.

Opkøb og det almene segment

Direktøren fortæller videre, at virksomheden på særligt de svenske og norske markeder også har oplevet store udfordringer det sidste år med flere udskudte projekter:

– Vi lancerer vores nye strategi i 2024 og et af vores fokusområder er yderligere vækst på det skandinaviske marked og på sigt også uden for Skandinavien, siger han og uddyber:

– Vi overvejer strategiske opkøbsmuligheder i både Norge og Sverige blandt arkitektvirksomheder med enten den rette størrelse eller rette ydelsesprofil. Vi er nødt til at investere i både kunder og markedsvolumen for at give os et tilsvarende stærkt ståsted, som det, vi har i Danmark.

I Norge er virksomheden arkitekter på den igangværende transformation og udvidelse af Vikingtidsmuseet i Oslo, der huser verdens mest kostbare samling fra vikingetiden. Visualisering: AART.
I Norge er virksomheden arkitekter på den igangværende transformation og udvidelse af Vikingtidsmuseet i Oslo, der huser verdens mest kostbare samling fra vikingetiden. Visualisering: AART.

Han tilføjer:

– På vores hjemmemarked i Danmark kommer vi til at investere yderligere i det almene segment. Vi er allerede blandt de førende rådgivere inden for almene boliger og plejesektoren på Sjælland – det potentiale skal vi have forløst i den vestlige del af Danmark også.

Forsigtige forventninger

AARTs forventninger til indeværende år er fortsat ret forsigtige, fortæller Torben Skovbjerg med begrundelse i de økonomiske usikkerheder i markedet og de geopolitiske udfordringer i og omkring Europa:

– Vi kommer til at mærke markedskonsekvenserne af kriserne langt ind i 2024, og vi ruster os derfor til at det bliver endnu et udfordrende år. Mine forventninger er, at vi fastholder omsætningsniveauet og resultatet på nogenlunde samme niveau.

Læs også: Kildedal: Aart står bag vinderdesign af børnehus

– Men samtidig har jeg en tro på, at vi med vores nye forretningsstrategi, geografiske udstrækning, bredden i ydelser og mange millioner kvadratmeter under udvikling står på et solidt fundament til at videreudvikle vores forretning.

Relateret indhold