Aart forvandler historisk skole i Aarhus

En mere end 100 år gammel skole er af Aart Architects transformeret til et forenings- og fritidshus, hvor aarhusianerne fremover kan dykke ned i alt fra e-sport og yoga til undervisning i kreative, sproglige og musiske fag.
Elevatoren er beklædt med spejle, som skal få den til at smelte ind i de historiske rammer. Foto: Kontraframe.
Elevatoren er beklædt med spejle, som skal få den til at smelte ind i de historiske rammer. Foto: Kontraframe.

Fjordsgade forenings- og fritidshus

  • Beliggenhed: Frederiksbjerg, Aarhus
  • Konkurrence: 2015, vinderforslag i tilbudskonkurrence
  • Størrelse: 6000 m2
  • Bygherre: Aarhus Kommune Sport & Fritid
  • Arkitekt og totalrådgiver: AART architects
  • Ingeniør: Tækker Rådgivende Ingeniører
  • Inventar: AART designers

Aart Achitects så muligheder, som Aarhus Kommune ikke selv havde set. Det fortæller Niels Rask fra Aarhus Kommune Sport & Fritid, der er bygherre på projekt, hvor den gamle skole N.J. Fjordside på Frederiksbjerg skulle omdannes til noget andet.

Aart Architects har været arkitekt og totalrådgiver på projektet, hvor de har samarbejdet med Tækker Rådgivende Ingeniører og Aart Designers som underrådgivere på renoveringen og transformationen af den 6000 kvadratmeter skole, der stammer fra 1910 og i dag er erklæret bevaringsværdig.

For os har det været afgørende at fremhæve de mange kulturbærende værdier, samtidig med at vi har bragt bygningen i spil på ny.

Mikkel Seier Christoffersen Aart Architects

Fremhæver dansk bygningskultur

Med en mere end 100 år gammel bygning var kravene til forbedringer mange ved projektets begyndelse.

Bag det nye forenings- og fritidshus ligger derfor en gennemgribende renoverings- og transformationsopgave, hvor nye trappekerner er etableret, gammelt tømmer er udskiftet i bygningskonstruktionen og meget mere. Det hele med fokus på at opdatere de fysiske rammer i henhold til alle gældende myndighedskrav – og vel at mærke uden at gå på kompromis med bygningens bevaringsværdige kvaliteter.

– N.J. Fjordsgade Skole står som et smukt eksempel på dansk bygningskultur, og det har den gjort i mere end 100 år. Vi er derfor gået ydmygt til opgaven og har i respekt for de historiske rammer efterladt et så lille aftryk som muligt. For os har det været afgørende at fremhæve de mange kulturbærende værdier, samtidig med at vi har bragt bygningen i spil på ny, siger Mikkel Seier Christoffersen, associeret i Aart Architects og leder af arkitektvirksomhedens transformationsteam.

Elevator spejler historien

– Elevatoren i foyeren er et godt eksempel på, hvordan vi har balanceret det moderne med det historiske. For klædt i spejle smelter elevatoren næsten usynligt sammen med de smukke, historiske rammer, samtidig med at den ganske subtilt giver bygningen en moderne kant og karakter. Den indkapsler på den måde selve essensen af vores arbejde, siger Mikkel Seier Christoffersen.

Ud over den spejlende elevator føjer det specialdesignede inventar også en moderne dimension til de historiske rammer.

– Da huset skal understøtte og fremme mange forskellige aktiviteter, har et gennemgående tema for udviklingen af inventaret været fleksibilitet og multianvendelighed. De specifikke løsninger har vi derfor udviklet i tæt dialog med de kommende brugergrupper, som i fællesskab og hver for sig har bidraget med konstruktive input om krav, behov og ønsker, fortæller Morten Hove Lasthein, partner og designchef i Aart Designers, der er et selvstændigt designfirma med tæt tilknytning til Aart Architects.

Aarhusianerne har allerede taget den omdannede skole i brug igen. Foto: Kontraframe.
Aarhusianerne har allerede taget den omdannede skole i brug igen. Foto: Kontraframe.
Fjordsgade forenings- og fritidshus ligger på Frederiksbjerg. Foto: Kontraframe.
Fjordsgade forenings- og fritidshus ligger på Frederiksbjerg. Foto: Kontraframe.

Relateret indhold