AART architects skal udvikle filmby

AART architects har med SLA, Rambøll og Kvorning vundet konkurrencen om at udvikle Filmby Aarhus til et kreativt og kulturelt kraftcenter.
AART vandt konkurrencen om at udvikle Filmby Aarhus. Pressefoto.
AART vandt konkurrencen om at udvikle Filmby Aarhus. Pressefoto.

Om Filmby Aarhus

  • – Konkurrence: Tilbudskonkurrence om totalrådgivning vedrørende udvidelse af Filmby Aarhus.
  • – Opgave: 4.400 kvm udvidelse indeholdende offentlige og erhvervsmæssige funktioner.
  • – Tidsplan: Den udvidede filmby forventes at stå færdig ultimo 2018.
  • – Opdragsgiver: Filmby Aarhus og Aarhus Kommune.
  • – Vinderteam: AART architects som totalrådgiver med SLA, Rambøll og Kvorning Design & Kommunikation som underrådgivere.

AART architects skal som totalrådgiver sørge for, at Sydhavnen i Aarhus kommer til at opleve fornyet byliv.

Visionen bag vinderstrategien for udvidelsen af Filmby Aarhus er at skabe et kreativt og kulturelt kraftcenter til glæde for både filmmagere og byen som helhed.

Opgaven byder på en unik mulighed for at styrke filmbyens rolle som en kreativ katalysator i byen.

Anders Tyrrestrup AART architects

– Opgaven byder på en unik mulighed for at styrke filmbyens rolle som en kreativ katalysator i byen. Ved at vende filmbyen på vrangen og bringe den i øjenhøjde med den omkringliggende by ønsker vi at invitere til oplevelser og inspirere til nye former for kreative samarbejder – alt sammen med fokus på at skabe et vækstmiljø integreret som en aktiv og attraktiv del af byen, fortæller Anders Tyrrestrup, partner i AART architects.

Styrker mødet

Konkurrencen om udvidelsen af Filmby Aarhus blev udskrevet i marts af Filmby Aarhus og Aarhus Kommune med henblik på at fremme en positiv udvikling af filmbyen og føje nye kvaliteter og oplevelser til mødet mellem Aarhus havn og midtby.

“Teamet tager afsæt i stedets historik og leverer en dedikeret beskrivelse, der argumenterer overbevisende for potentialer og udfordringer i forhold til at skabe et byggeri, der understreger filmbyens identitet og bidrager til en helhed og sammenhæng med de visioner, der er for området som helhed,” fremhæves det blandt andet i juryens evalueringsrapport.

Giver noget tilbage

Som en del af vinderstrategien viser teamet, hvordan byen kan flyde gennem filmbyen, så området bliver en levende og fuldt integreret del af byens liv og puls.

Det skal blandt andet ske ved på sigt at etablere en rekreativ byhave, levende mediefacade og oplevelsesrig kulturtrappe, der tilsammen synliggør og styrker filmbyens samspil med byen.

Tanken er at give noget tilbage til byen. Det er at nytænke rammerne for kreative samarbejder, samtidig med at filmbyen bringes i spil som en ny destination på Sydhavnen, hvor varierende byrum og en fuldt offentlige stueetage inviterer borgere og besøgende til at tage ophold og gå på opdagelse i området i og omkring filmbyen.

Relateret indhold