Populær ordning: Her får de flest flygtninge i arbejde

Mens manglen på arbejdskraft fortsat er en stor udfordring i bygge- og anlægsbranchen, sikrer såkaldte IGU-forløb flygtninge faglig og sproglig opkvalificering hos virksomheder - og ofte ender det med ordinær ansættelse.
Hanna Prykhodko fra Ukraine er ansat som maler hos Skaarup Malerfirma og er én af de mange i Aalborg, som er eller har været i gang med integrationsgrunduddannelsen, IGU.
Hanna Prykhodko fra Ukraine er ansat som maler hos Skaarup Malerfirma og er én af de mange i Aalborg, som er eller har været i gang med integrationsgrunduddannelsen, IGU.

IGU-forløb

  • Antal registrerede IGU-forløb, juli 2016-november 2022:
  • 1. Aalborg – 164
  • 2. Aarhus – 154
  • 3. Jammerbugt – 116
  • 4. Frederiksberg – 113
  • 5. Odense – 107
  • 6. Silkeborg – 102
  • 7. Skanderborg – 101
  • 8. Kolding – 78
  • 9. Assens – 68
  • 10. Esbjerg – 61

I sommeren 2016 blev IGU-ordningen etableret, og i 2019 forlængede man den med yderligere tre år. Det skete igen i 2022, så ordningen nu løber indtil 1. januar 2024 – og det har nogle kommuner gjort større brug af end andre:

Ifølge Det Nationale Integrationsbarometer havde Aalborg Kommune 164 registrerede IGU-forløb i november 2022. Det bringer kommunen til tops foran Aarhus (154) og Jammerbugt (116).

Ordningen skal sikre muligheden for arbejde og opkvalificering af flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, hvis kvalifikationer og produktivitet endnu ikke lever op til kravene på det danske arbejdsmarked.

– IGU-ordningen er en fantastisk mulighed for faglig og sproglig opkvalificering samtidig med, at den ledige er i arbejde og derigennem oplæres på arbejdspladsen. Vi ser rigtig gode resultater af forløbene, som ofte fører til ordinær ansættelse eller videreuddannelse, siger centerchef Betina Trytek, Jobcenter Aalborg.

Mangel på arbejdskraft

Resultaterne fra IGU-indsatsen i Aalborg Kommune viser, at 120 borgere har gennemført eller er ophørt i et IGU-forløb i perioden 2016 til 2022.

68 % af borgerne var i oktober 2022 enten i arbejde, i gang med uddannelse eller på anden vis selvforsørgende.

Hos virksomheden Skaarup Malerfirma har man tidligere uddannet to IGU-elever og er i gang med at uddanne den tredje, ukrainske Hanna Prykhodko:

– Vi mangler arbejdskraft i Danmark, og når der nu kommer nogle hertil, så synes jeg godt, man kan hjælpe dem i gang med at arbejde. Her er IGU’en rigtig god, siger Mads Foldager, tilbudschef og projektleder i Skaarup Malerfirma.

Man skal være mellem 18 og 40 år for at blive IGU-elev og have opholdt dig i Danmark i mindre end 10 år. Forløbet varer to år, hvoraf 23 uger består af uddannelse på fuldtid.

Uddannelsesdelen kan bestå af arbejdsmarkedsuddannelser (AMU), forberedende voksenundervisning (FVU), Almen voksenuddannelse (AVU), Hf-enkeltfag eller danskundervisning.

Relateret indhold