Nye asbestregler træder i kraft: Risikerer over 30.000 kr. i bøde

Med årsskiftet er flere nye regler trådt i kraft, og det gælder bl.a., at nedrivning af asbest fremover kræver en autorisation.
Fremover må nedrivning af asbestholdigt materiale kun udføres af virksomheder, der er autoriseret hertil af Sikkerhedsstyrelsen. Foto: Gettyimages.

Sidste år viste DR-dokumentaren ‘Underdanmark – Det livsfarlige arbejde’, hvordan udenlandske – heriblandt også illegale – migranter af danske virksomheder i byggebranchen blev udnyttet til at udføre livsfarligt arbejde på danske byggepladser, bl.a. til nedrivning af potentielt sundhedsskadelige asbestplader uden brug af værnemidler.

Det har siden fået beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til at varsle nye tiltag i et opgør med ”de brodne kar i byggeindustrien”.

– Asbest kan være livsfarligt. Derfor er det afgørende, at asbest bliver håndteret med den største forsigtighed. Alligevel har der den seneste tid været for mange eksempler på, at asbest er blevet håndteret dybt uforsvarligt, siger beskæftigelsesministeren og tilføjer:

– Værst var eksemplet fra Sønderjylland, hvor en virksomhed helt vanvittigt havde hyret børn til at nedrive asbest. Det viser tydeligt, at autorisationskravet er et vigtigt skridt i kampen mod ulovligt asbestarbejde.

Læs også

DI efter DR-afsløringer: Manglen på dansk arbejdskraft øger udfordringerne med ulovlig arbejdskraft

Fra 1. januar 2025 betyder det bl.a., at;

  • der indføres krav om, at nedrivning af asbestholdigt materiale kun må udføres af virksomheder, der er autoriseret hertil af Sikkerhedsstyrelsen.
  • Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) får ved kontrolbesøg på virksomheder mulighed for at anmode personer, der vurderes at udføre arbejde i virksomheden, om at fremvise legitimation. Udenlandske tjenesteydere skal sørge for, at alle, der beskæftiges af virksomheden, kan fremvise gyldig legitimation til Arbejdstilsynet.
Læs også

Minister vil ikke acceptere social dumping – nyt tilsyn skal hindre uhumske boligforhold

Reglerne indebærer bl.a., at virksomheder, der nedriver asbest, skal have en fagligt ansvarlig med den nødvendige uddannelse til at sikre, at reglerne overholdes.

Virksomhederne skal også fremover have et kvalitetsledelsessystem, hvor de skal beskrive, hvordan de arbejder med nedrivningen af asbestholdigt materiale, og der skal også være en slutevaluering af, om arbejdet er udført efter reglerne.

Overtrædelse af kravet om autorisation kan medføre bøder til virksomheder, som i udgangspunktet vil ligge på 30.000 kroner, men bødeniveauet vil være højere i grove tilfælde:

– Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at arbejde med asbest sker med omtanke og med de rette sikkerhedsforanstaltninger. Vi gør det her for at beskytte de mange medarbejdere, der er ansat i virksomheder, som arbejder med asbest, men vi gør det også for, at færre private udsætter sig selv for det farlige asbeststøv, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Relateret indhold