Er robotter løsningen på den manglende arbejdskraft?

- De bedste løsninger kræver ofte, at man tør tænke og gøre nye ting, lyder det fra Teknologisk Institut, der står bag den nye tænketank, som inviterer til debat om brug af robotter og manglen på hænder.
Ifølge Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd vil der i 2030 mangle 99.000 faglærte på det danske arbejdsmarked, og der er derfor behov for at automatisere flere arbejdsopgaver.
Ifølge Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd vil der i 2030 mangle 99.000 faglærte på det danske arbejdsmarked, og der er derfor behov for at automatisere flere arbejdsopgaver.

Teknologi, automatisering, robotter og digitale værktøjer indtager i stigende grad byggeriet.

Det sker i takt med, at sensorer og mobile platforme bliver stadig mere almindelige og anvendelige, men også fordi, at mange danske virksomheder i dag har svært ved at tiltrække den tilstrækkelige arbejdskraft.

Og da de eksisterende medarbejdere ikke bare kan løbe hurtigere og arbejde i længere tid, er der behov for at kunne arbejde smartere og automatisere flere arbejdsopgaver.

Derfor er en ny tænketank, Robotbrag, sat i verden:

– Debatten om fremtidens manglende arbejdskraft og robotteknologi som den mulige løsning skal handle om mere end budgetter, og hvornår robotten er tilbagebetalt. De bedste løsninger kræver nemlig ofte, at man tør tænke og gøre nye ting, fortæller Kurt Nielsen, der er centerchef ved Teknologisk Institut, og fortsætter:

– Derfor har vi samlet en Robotbrag-tænketank, så vi sammen kan skabe indsigt, råd og løsninger for fremtiden.

Konkrete råd og ideer

Tænketanken samles første gang d. 5. maj hos Teknologisk Institut i Odense.

Her vil journalist og moderator Nynne Bjerre Christensen spørge to af Danmarks førende produktionsvirksomheder, en innovationsdirektør og en repræsentant for de mange danske små og mellemstore virksomheder, hvordan robotter kan være med til at løse manglen på hænder, hvordan man kan gå nye, mere innovative veje med robotter, og hvordan vinderstrategien til indføring af robotter ser ud.

– Vi kommer til at bryde med den klassiske form af en paneldebat, som ofte kan være inspirerende, men ikke altid konkret og handlingsorienteret. Derfor vil vi bede hvert tænketanksmedlem om at medbringe to strategiske, men alligevel konkrete råd eller ideer til at lykkes med robotteknologi. Dem vil vi folde ud undervejs og efterfølgende udgive til inspiration, siger Nynne Bjerre Christensen.

Tænketanken består af John Christiansen, Head of R&D Automation hos The Lego Group, Dorte Zacho Martinsen, stifter af SMV360°, Peder Nygaard, fabriksdirektør ved Vola, og Anne-Lise Høg Lejre, direktør for Produktion & Innovation hos Teknologisk Institut.

Tilmelding til Robotbrag 2022 er gratis.

Relateret indhold