DI og Dansk Metal ønsker et opgør med gymnasiet: “Systemet fungerer ikke”

De to organisationer offentliggør i dag et fælles forslag til en reform af de gymnasiale uddannelser, hvor flere vil kunne prøve et fagområde af og dermed mindske manglen på faglærte i fremtiden.
I dag vælger 7 ud af 10 unge en gymnasial uddannelse efter grundskolen. Men det er langt fra det rette valg for alle, mener DI og Dansk Metal. Foto: Gettyimages.
I dag vælger 7 ud af 10 unge en gymnasial uddannelse efter grundskolen. Men det er langt fra det rette valg for alle, mener DI og Dansk Metal. Foto: Gettyimages.

– Det nuværende treårige gymnasium er i dag det eneste valg for de fleste af de unge, som ikke rigtig ved, hvad de vil. Men det betyder ikke, at det almene gymnasium er et godt valg for dem.

Sådan lyder det fra adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, ifm., at DI og Dansk Metal offentliggør deres fælles forslag til en reform af de gymnasiale uddannelser, som skal være med til at hæve det faglige niveau og tilbyde et ligeværdigt og mere praktisk alternativ til det teoretiske gymnasium.

Læs også: Flere faglærte tjener mere end akademikere

– Jeg tror, at en stor del af dem vil trives bedre i en mere ligelig kombination af praksis og teori. Og på den måde have lettere ved at finde deres rette vej i arbejdslivet bagefter, tilføjer han.

To hovedveje

De to organisationer foreslår, at der fremover skal være to gymnasiale hovedveje:

En treårig boglig uddannelse, der er rettet mod videregående uddannelser, og en toårig uddannelse, hvor det teoretiske kombineres med praksisorienteret undervisning. Her vil man kunne prøve et fagområde af og tone sin uddannelse i en bestemt retning, uden at det lukker døre.

Læs også: Helt på månen: Går glip af stor mulighed for flere faglærte

– Vi anerkender, at gymnasiet er det populære førstevalg for mange efter folkeskolen. Men i dag er der alt for mange unge, som mistrives, fordi de finder ud af, at det ikke er noget for dem. Det er for teoritungt, siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal.

Han tilføjer:

– Med vores forslag bliver der skabt plads til de unge, som har interesse for det praktiske og anvendelsesorienterede og samtidig gerne vil have en gymnasial uddannelse. Jeg håber, det kan inspirere mange af de unge til at vælge en faglært karriere bagefter.

Et klokkeklart tegn

Ligeledes skal adgangskravet til det treårige gymnasium hæves til syv, så det faglige niveau bliver højere end i dag, og undervisningen kan være mere målrettet og udfordrende for dem, der vil læse en længere videregående uddannelse.

Ifølge en undersøgelse fra VIVE vil 40 % af gymnasieeleverne gerne vil have studenterhuen, men efterspørger også en mere praksisorienteret tilgang til en gymnasial uddannelse. Den toårige gymnasiale uddannelse skal være en vej til et fag og en profession for dem.

Læs også: Stolthed skal øge faglærtes trivsel og mindske frafald

– Der er alt for mange unge, som ikke kommer videre end gymnasiet, og står som ufaglærte. Det er et klokkeklart tegn på, at systemet ikke fungerer, som det skal, siger Claus Jensen og tilføjer:

– Folketinget er nødt til at tænke nyt, modigt og ambitiøst. Vi kommer til at mangle endnu flere faglærte på arbejdsmarkedet i de kommende år. Derfor er vi nødt til at skrue på de lidt større strukturelle håndtag, hvis vi skal kunne vende den udvikling.

Relateret indhold