Uudnyttede bygninger får nyt liv

Da Kedelbygningen i Vejle blev renoveret i 2013, blev der skabt et nyt rum for kreative virksomheder. I dag har kommunen planer om at inddrage mere uudnyttet plads i området.
Graffitien på væggene er bevaret i den tidligere forladte bygning i Vejle. Foto: RENOVER.
Graffitien på væggene er bevaret i den tidligere forladte bygning i Vejle. Foto: RENOVER.

Den 1.200 kvadratmeter store renovering af Kedelbygningen i Vejle gav nyt liv til bygningen og til området, som i dag er blevet hjemsted for kreative iværksættere. Nu vil kommunen igangsætte flere renoveringsprojekter i området på grund af den store efterspørgsel på bygningerne.

– Det er kun to ud af tre bygninger, vi har renoveret indtil nu. Der står et helt uudnyttet kompleks tilbage, der endnu ikke er bragt i spil, og det vil vi helt sikkert gøre inden for en relativt kort tidshorisont, siger Tina Mølby fra Vejle Kommune i en pressemeddelelse.

Der står et helt uudnyttet kompleks tilbage, der endnu ikke er bragt i spil, og det vil vi helt sikkert gøre inden for en relativt kort tidshorisont.

Tina Mølby Afdelingsleder, Vejle Kommune

I renoveringen af Kedelbygningen blev der lagt vægt på, at det oprindelige udtryk i bygningen blev bevaret, hvorfor selv graffitien på væggene har fået lov at blive.

Kulturliv i glemte bygninger

Projektet i Kedelbygningen var i år nomineret til RENOVER-prisen. Til foråret afholder RENOVER et fagligt arrangement, hvor blandt andet bygningen i Vejle er i fokus. Temaet for dagen er nemlig renovering af forladte bygninger, der kan bidrage med nye kulturelle indspark til kommunen.

Arrangementet kommer til at foregå i Kedelbygningen, og andre projekter, der tidligere har været nomineret til RENOVER-prisen, vil også være i fokus. Det gælder renoveringen af Nordkraft i Aalborg, der var nomineret i 2013, samt renoveringen af DOK5000 i Odense, der var nomineret sidste år.

Relateret indhold