Man ved at økonomisk formåen er udslagsgivende i forhold til både uddannelse, helbred og levealder – men en ny undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik, viser, at det også har betydning for – ikke bare hvor småt man bor, men også hvor ringe.
Gruppen med de laveste indkomster melder om problemer i næsten så dobbelt høj grad, som det er tilfældet i gruppen med færrest problemer, der er gruppen med de højeste indkomster.
Gruppen, hvor færrest meldte om problemer med støj og manglende lys i boligen, er gruppen med de højeste indkomster. Husstandene i denne gruppe ligger dog lidt højere end mellemindkomstgruppen, når det gælder spørgsmålet om forurening.
– Generelt gælder det nok, at man med penge har bedre mulighed for at købe sig til lys og stilhed, men der er jo fortsat risikoen for indbrud. Og hvad angår forurening, er det primært et problem i den laveste indkomstgruppe, mens det virker til at være ens på tværs af mellem- og højindkomstgrupperne, siger dataansvarlig Daniel F. Gustafsson.
Lykkelige pensionister
Når man betragter opfattede problemer med bolig eller nabolag ud fra socioøkonomisk status, var det i 2020 blandt folkepensionister, der var færrest meldinger om kvaler.
Dette gælder uagtet, om det drejer sig om problemer med støj, kriminalitet, forurening eller mængderne af lys i deres bolig.
Det er i forhold til spørgsmålet om støj, at der er størst forskel målt i procentpoint på folkepensionisterne og de andre grupper. Gruppen, hvor flest meldte om problemer med støj, er studerende. Mere end hver fjerde studerende oplevede støj som et problem for dem selv eller deres naboer. Blandt folkepensioner var det mindre end hver tiende.
Hvorvidt det skyldes aftagende hørelse, melder historien intet om.
– På tværs af alle de spørgsmål om boligproblemer, vi stiller i Levevilkårsundersøgelsen, synes folkepensionisterne at have mindre at bemærke end de øvrige samfundsgrupper. Det faktum, at gruppen per definition er ældre og dermed har haft tid til at finde og måske købe en bolig, de godt kan lide at bo i, kan være med til at forklare resultatet, siger Daniel F. Gustafsson.
Ejere har færre problemer end lejere
I 2020 meldte mere end hver fjerde husstand i lejede boliger, at støj fra blandt andet naboer, industri eller trafik var et problem i deres område. Blandt boligejere var det hver ottende husstand.
Også i forhold til ting som forurening, mangel på dagslys i boligen og kriminalitet i nabolaget var der stor forskel afhængigt af, om der var tale om en husstand i en lejebolig eller i en ejerbolig.
Vedrørende kriminalitet oplevede mere end hver tiende husstand i en lejebolig, at det var et problem i nabolaget, mens det gjaldt for hver tyvende blandt boligejerne.
Uanset ejerforhold til boligen var det dog støj, der gav anledning til flest tilfælde af problemer i boligen for både ejere og lejere.
– Undersøgelsen kan ikke sige, i hvor høj grad de beskrevne problemer påvirker folk. Men om ikke andet synes data at vise, at lejere oftere opfatter at blandt andet støj, forurening og kriminalitet kan være et problem i deres nabolag, fortæller Daniel F. Gustafsson og fortsætter:
– Det vi kan se i data er, at det i høj grad er i de tætbefolkede områder at folk oplever de her problemer. Det er jo også i de områder, hvor der er mere trafik, og boligerne er desuden ofte karakteriseret ved at være etageboliger med få værelser på ikke så mange kvadratmeter.
Levevilkårsundersøgelsen er en stikprøveundersøgelse, der foretages hvert år i alle EU/EØS-lande. Der indsamles oplysninger om såvel husstanden som om de enkelte husstandsmedlemmer. I den danske undersøgelse indgår oplysninger fra omkring 6200 husstande omfattende cirka 14.000 personer.
Fordi, der er tale om en stikprøveundersøgelse, er alle resultater i denne artikel forbundet med en vis statistisk usikkerhed.