Mange danske villaer, rækkehuse og lejligheder købes af kærestepar eller ægtepar, der ser købet af en bolig som nøglen til deres fælles fremtid.
Men det sker imidlertid også, at enlige mænd og kvinder bor alene – enten som et aktivt valg eller på grund af livsændringer såsom en skilsmisse. Og dykker man helt ned i tallene, tegner der sig et interessant billede af, hvordan danske singler vælger at bo fordelt på boligtyper.
119.024 enlige mænd kan nemlig kalde sig villaejere, mens kun 100.895 enlige kvinder bor i en villa, de ejer. Det svarer til en fordeling på 54 procent til mændene og 46 procent til kvinderne.
At flere singlemænd end kvinder ejer en villa kan ifølge presseansvarlig i Estate, Alexander Falck Winther, skyldes forskellige grundlæggende behov og ønsker mellem kønnene.
– Det kan ligge grundlæggende i mange mænd, at de ønsker ejerskab og kontrol over boligen. Mange kvinder har måske ikke et lige så stort behov for at bo i en villa. De foretrækker måske i stedet den fleksibilitet, der kan være i at bo i et mindre rækkehus eller i lejlighed, siger Alexander Falck Winther.
Samtidig kan løngabet mellem mænd og kvinder også spille ind, påpeger han. Tal fra 2020 fra Danmarks Statistik viser, at mænd i gennemsnit tjener 18 procent mere end kvinder.
– At mænd generelt har en højere løn kan sagtens være medvirkende til, at enlige mænd dominerer statistikken over villaer, som er dyrere at eje, siger Alexander Falck Winther.
Enlige kvinder ejer rækkehus og lejlighed
Interessant nok viser tallene, at det omvendt er singlekvinderne, der dominerer statistikken, når det kommer ejerskab af rækkehuse og lejligheder blandt enlige danskere.
Mens 32.615 singlekvinder ejer et rækkehus, kan kun 18.055 singlemænd kalde sig rækkehusejer. Det svarer til en fordeling på 64 procent til kvinderne og 36 procent til mændene.
Og 35.511 singlekvinder ejer deres lejlighed, mens tallet kun er 31.805 for enlige mænd. Det svarer til en fordeling på 53 procent til kvinderne og 47 procent til mændene.
– Mange enlige kvinder foretrækker måske den større fleksibilitet ved at eje en lejlighed eller et rækkehus fremfor en villa. Samtidig ser vi, at kvinder oftere end mænd flytter fra villaer, hvis de bliver skilt fra deres partner, siger Alexander Falck Winther.
Hvis kun én person flytter, er det i 55 procent af tilfældene kvinden. Har parret sammen boet i villa, er andelen dog lidt højere – nemlig 65 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.
I hele Danmark bor 537.934 danske mænd alene, mens 702.232 kvinder bor alene.