Sådan undgås trafikulykker med firmabilen

Uopmærksomhed bærer skylden for størstedelen af ulykker, hvor en varebil var indblandet.
Pressefoto.
Pressefoto.

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har kortlagt årsagerne til en række ulykker med varebiler, hvor chaufføren kørte arbejdsrelateret.

Uopmærksomhed var årsag til over halvdelen af ulykkerne, som typisk skete på lange lige strækninger, hvor føreren kørte op bagi den forankørende. I de fleste tilfælde var der tydelige bremselys, havariblink eller lignende i 10-20 sekunder inden kollisionen, men varebilsførerne så det ikke.

– Undersøgelsen kan være et godt udgangspunkt for, at mester og svende tager et kvarter til at gennemgå nogle grundlæggende regler for, hvordan man kører i virksomhedens biler. Sikkerheden bør komme først og der er tale om nogle meget konkrete råd, som det er nemt at forholde sig til, siger direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

Havarikommissionens analyse viser at kørsel på lange, lige strækninger eller træthed i mange tilfælde er med til at sænke chaufførens opmærksomhed. Men også brug af mobiltelefon eller andet, der ikke havde med kørslen at gøre, er blandt årsagerne, ligesom hastighedsoverskridelser var med til at gøre ulykkerne alvorlige.

– Virksomhederne bør understrege, at medarbejderne ikke må benytte mobiltelefon eller kører for stærkt i firmabilen. Ringer telefonen, så kører man ind til siden, når lejlighed byder sig, før man ringer tilbage til den pågældende. Men det er naturligvis også op til mester at sørge for at bilerne er i god stand og har det rigtige sikkerhedsudstyr, understreger arbejdsgiverdirektøren.

Næsten alle varebiler i undersøgelsen havde nemlig begrænset sikkerhedsudstyr i forhold til nyere personbiler. Havarikommissionen vurderer, at knap halvdelen af ulykkerne muligvis kunne have være undgået eller personskaderne afbødet, hvis varebilernes sikkerhedsudstyr havde svaret til en veludstyret, moderne personbils.

Relateret indhold