Rambøll vil tiltrække medarbejdere med nyt domicil

Rambølls nye domicil i Esbjerg skal skabe et fagligt miljø, der der kan bidrage til at tiltrække fremtidens ingeniører. Nu står murene færdige, lige som bjælkelaget er lagt og tagkonstruktionen rejst.
I efteråret 2017 skal Rambølls nye domicil i Esbjerg stå klar til at tage imod 500 medarbejdere. Pressefoto.
I efteråret 2017 skal Rambølls nye domicil i Esbjerg stå klar til at tage imod 500 medarbejdere. Pressefoto.

Rambøll-domicil i Esbjerg

  • Bygherre/investor: PFA Ejendomme
  • Totalentreprenør: Casa
  • Arkitekt: Pluskontoret Arkitekter og Transform Arkitekter
  • Rådgivende ingeniør: Rambøll
  • Areal: 11.111 kvm fordelt på syv etager + kælder på 914 kvm. Højde 28,5 meter.

Rambølls nye domicil i Esbjerg har nået midtvejspunktet og fremstår nu med færdige mure og rejst tagkonstruktion. Bygningen skal samle medarbejdere fra seks forretningsenheder i Rambøll – Olie & Gas, Energi, Byggeri, Transport, Miljø & Sundhed samt Vand – og i alt vil op til 450-500 medarbejdere få arbejdsplads på den nye matrikel, der bliver et af de største kontorer i Rambøll-koncernen. Rambøll bliver samtidig den største ingeniørvirksomhed i Esbjerg.

Det store byggeri skal i sig selv være med til at styrke Rambølls jagt på de dygtigste ingeniører.

Bygningen bliver et af de mest markante byggerier i Esbjerg centrum i nyere tid.

John Sørensen Adm. direktør, Rambøll Olie & Gas

– Esbjerg er som Danmarks energimetropol en vigtig by for Rambøll, og vores nye domicil cementerer vores stærke markedsposition inden for offshore-energi og byggeri i Danmark. Bygningen bliver et af de mest markante byggerier i Esbjerg centrum i nyere tid. Med nærheden til byen kommer vi tættere på kunderne, samtidig med, at det stærke faglige miljø vil være med til at tiltrække fremtidens ingeniører, siger John Sørensen, adm. direktør i Rambøll Olie & Gas, som står for langt størstedelen af virksomhedens aktiviteter i regionen.

Stort lysindfald

Byggeriet på 11.111 kvm bliver opdelt i tre vinger og på 7 etager. I stueplan etableres kantine og mødecenter, mens de øvrige etager indrettes som moderne og fleksible kontormiljøer. Et atrium i midten med gangbroer samler fløjene og skal give et fantastisk lysindfald. Fra tagterrassen vil der være udsigt over Esbjerg by og havn.

Byggeriet opføres af Casa, der oplever stadigt flere ordrer på totalløsninger.

– Casa er i fuld gang med bolig-, erhvervs- og renoveringsprojekter i det meste af landet, hvor vi vinder stadigt flere projekter baseret på, at vi kan tilbyde attraktive totalløsninger. Vores spidskompetencer i at udvikle og bygge store, komplekse projekter udnyttes her i Esbjerg, hvor vi er stolte af at kunne præsentere et arkitektonisk interessant og fremtidssikret domicil på den nøje udvalgte placering. Samarbejdet med PFA Ejendomme som investor og teamet omkring udførelsen af byggeriet er yderst velfungerende, og vi står til efteråret 2017 med et indflytningsklart domicil, der vil bringe værdi for både brugere og investor, siger Michael Mortensen, grundlægger og administrerende direktør i Casa.

Åbent hus

PFA er investor i projektet, og pensionsvirksomheden ser frem til at fortsætte det nuværende samarbejde med Rambøll.

– Vi er stolte over at kunne bidrage til udviklingen af Esbjerg med et spændende nyt byggeri på en fremtrædende beliggenhed i byen. Samtidig sætter vi stor pris på samarbejdet med Rambøll, som vi allerede i dag huser i deres nuværende domicil i Esbjerg, og vi er glade for, at de har ønsket at fortsætte det samarbejde i de nye inspirerende rammer på Bavnehøj, direktør i PFA Ejendomme, Michael Bruhn.

Der er åbent hus i byggeriet 6. november kl. 10-12.

Det syv etager høje byggeri bliver på 11.111 kvm. Visualisering: Transform Arkitekter og Pluskontoret Arkitekter.
Det syv etager høje byggeri bliver på 11.111 kvm. Visualisering: Transform Arkitekter og Pluskontoret Arkitekter.

Relateret indhold