Naturkræfter løfter beskæftigelsen

Storme og oversvømmelser har øget beskæftigelsen i branchen. Der var i februar 4.000 flere i beskæftigelse end på samme tid sidste år.
Chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Ifølge Danmarks Statistik var der midt i februar beskæftiget 141.300 arbejdere, funktionærer og mestre ved bygge- og anlægsvirksomhed. Det var 4.200 flere end på samme tid i 2013.

– Der er tale om en stigning i beskæftigelsen på 3,1 %, som ud over udbedringer efter stormene og oversvømmelserne i 2013 må tilskrives den milde vinter, vurderer chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.

Det er helt almindeligt, at bygge- og anlægsaktiviteten falder i slutningen af det enkelte år, og at mange bygningsarbejdere derfor bliver hjemsendt. Fra november til februar faldt antallet af beskæftigede sidste år med 12.300, men i denne vinter faldt beskæftigelsen kun med 8.000 arbejdere. Og det har altså ifølge Finn Bo Frandsen at gøre med naturkræfterne, og der er derfor tale om en midlertidig effekt, som gradvist ebber ud.

Intet konjunkturopsving

Det konjunkturbetingede opsving lader vente på sig. Konsekvenserne af finanskrisen er større end de fleste har forstillet sig, og varigheden af krisen er formentlig den største overraskelse.

– Vi er mange, der spejder efter tegn på et nyt opsving, men bygge- og anlægsaktiviteten vil også i det kommende år blive holdt oppe af de politiske aftaler om projekter og BoligJob-ordningen, som vil virke stabiliserende på den samlede aktivitet, siger Finn Bo Frandsen.

Boligmarkedet er – bortset fra i Hovedstaden – præget af stort udbud og få handler, hvilket lægger en dæmper på boligbyggeriet. Erhvervsbyggeriet er hæmmet af lavkonjunkturen og de mange tomme lokaler. Lidt højere økonomisk vækst i 2014 og 2015 vil ikke kunne vende udviklingen hverken i boligbyggeriet eller i erhvervsbyggeriet.

Nybyggeriet af universiteter, hospitaler og institutioner understøtter byggeaktiviteten, men statens, regionernes og kommunernes samlede byggeinvesteringer i form af nybyggeri og hovedreparationer har i de seneste år ligget på et næsten uændret niveau.

Uændret niveau

Ifølge Danmarks Statistik var de offentlige byggeinvesteringer i alt 18,5 mia. kr. i 2013. Hvis dette beløb bliver omregnet til prisniveauet i 2000, så er det 12,9 mia. kr. Til sammenligning var de offentlige byggeinvesteringer 12,8 mia. kr. i 2012, 13,0 mia. kr. i 2011 og 12,6 mia. kr. i 2010.

– Selv om der er lidt usikkerhed ved de foreløbige tal, er der ingen tvivl om, at på trods af statens medfinansiering via Kvalitetsfonden af kommunernes og regionernes byggeprojekter og på trods af kickstarten, så kan der ikke konstateres nogen stigning i byggeinvesteringerne, men derimod blot et uændret niveau, fortæller Finn Bo Frandsen.

De offentlige investeringer i anlæg er derimod et lyspunkt med en stigning i omegnen af en milliard kroner. Der er især Vejdirektoratets og Banedanmarks investeringer i trafikal infrastruktur, som forklarer stigningen.

Relateret indhold