Nabostrid: Savede udhuset over

Det kan være farligt at rejse på ferie, når man ligger i strid med naboen. Det måtte et norsk ægtepar sande, efter halvdelen af deres udhus er blevet revet ned.
En norsk nabostrid førte til, at halvdelen af et udhus blev revet ned af naboen. Genrefoto: Colourbox.
En norsk nabostrid førte til, at halvdelen af et udhus blev revet ned af naboen. Genrefoto: Colourbox.

Nedrivning plejer at omfatte et helt hus, men mens ægteparret Waage fra Oslo-egnen i Norge har været på ferie i Spanien, har de fået halvdelen af deres udhus revet ned. Det er lidt specielt – især når man tænker på, de ikke har bestilt nedrivningen.

I stedet et det ægteparrets nabo, som har sat et hold håndværkere til at stå for den specielle – og flotte – nedrivning, hvor udhuset med nærmest kirurgisk præcision er delt i to. Sagen har fyldt meget i både norske og udenlandske aviser de seneste dage, og ægteparret, som fortsat er på ferie i Spanien, er naturligvis fortvivlede over situationen.

Læger uden grænser

Baggrunden for naboens handling, som i øvrigt er en lokalpolitiker ved navn Arne Vigeland, er naturligvis mere kompliceret end som så. Halvdelen af udhuset er opført på den grund, han ejer, men da han købte grunden i 2008, forelå der en aftale om, at naboerne, hvoraf flere havde bredt sig lidt ud over egne grænser gennem en menneskealder, fortsat kunne beholde de ting, de havde udvidet med – heriblandt det omtalte udhus.

Arne Vigeland holder dog over for norske Dagens Næringsliv på, at ejendomsretten fortsat gælder, og spydigt omtaler han de berørte naboer som “læger uden grænser” – da hovedparten af de berørte naboer er læger. Selv om han pointerer, at nedrivningen er foregået på egen grund, har han imidlertid glemt at søge tilladelse ved myndighederne, så han står nok ikke med så gode kort på hånden, når de berørte naboer samtidigt har politianmeldt ham.

Derudover er han af sine partifæller blevet bedt om at fratræde sine poster, hvilket han har indvilliget i.

Det norske nyhedssite bygg.no har bragt en billedserie af udhuset, som du kan se her.

Relateret indhold