Der bygges flere og flere højhuse i Danmark, men der mangler viden om, hvem der vælger at bo i dem og hvorfor. Det er der nu gjort noget ved, skriver Realdania, som har støttet et forskningsprojekt om netop det.
Et forskerteam fra instituttet Build på Aalborg Universitet har i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Hauxner sat sig for at blive klogere på nutidens boligliv i højden set fra beboernes perspektiv:
– Der er en tendens til at diskutere, hvordan højhuse opleves udefra, og hvad de betyder for byens silhuet og livet i gadeplan. Vores undersøgelse giver et indblik i, hvordan beboerne selv oplever højhusene set indefra. Håbet er, at analysen kan kvalificere og nuancere højhusdebatten og bidrage til, at fremtidens byggeri i højden skaber rammer om et endnu bedre boligliv, udtaler Mette Mechlenborg, ph.d., cand.mag. og seniorforsker ved instituttet Build på Aalborg Universitet.
Højere er ikke nødvendigvis bedre
Analysen af otte nye, danske højhuse viser, at det er de mindre højhuse – fra 12 til omkring 15 etager – der bedst udnytter potentialerne ved at bygge højt. I disse højhuse oplever beboerne flere boligkvaliteter og færre gener end i de høje højhuse. I de højere højhuse oplever beboerne i højere grad vindgener og bekymring for sikkerhed og brand, oplyser Realdania.
Derudover oplever flere i de høje højhuse, at der bor så mange mennesker i bygningen, at de ikke kender deres naboer eller hilser på dem, de møder på gangen eller i elevatoren. Det kan give oplevelsen af social isolation og mangel på fællesskab, ligesom det kan være med til at skabe en distance til livet uden for bygningen.