Danskerne er vilde med håndværkerfradraget – også kendt som bolig-job-ordningen. Men det halter med at begå sig i forhold til reglerne og kravene til dokumentation, når der skal indberettes til Skat.
Det skriver brancheorganisationen Dansk Håndværk i en pressemeddelelse. En af årsagerne er blandt andet, at der mangler oplysninger på fakturaen, når håndværkerne afleverer deres regning.
– Skattestyrelsen har oplyst, at der er fejl og mangler i mere end hver femte faktura. Og det er potentielt skidt for håndværkere. For ved kunden ikke, hvad man kan trække fra, risikerer virksomheden at gå glip af ordrer og det mersalg man kunne få, lyder meldingen.
Løsningen ligger lige for. Virksomhederne bør kende kravene til deres fakturaer og dermed kunne rådgive kunderne i forhold til ordningen.
Det kan man blandt andet gøre ved at hjælpe kunderne med at sætte dig ind i, hvilke typer opgaver der er fradragsberettiget. Vær opmærksom på, at listen over ydelser, der gives fradrag for, er ændret flere gange, senest i 2018.
Desuden bør de sikre, at den efterfølgende faktura opfylder kravene, for at kunden er berettiget til fradrag for det udførte arbejde.
Håndværker- og servicefradraget har siden 2011 givet mulighed for at trække udgifter til en række håndværks- og serviceydelser fra i skat. Ordningen benyttes årligt af op mod en halv million borgere.