Håndværkerfirma afpresset af hackere

Ukendte gerningsmænd låste tømrerfirmas it-systemer og krævede "løsepenge" for at låse dem op igen.
Ukendte hackere overtog Lemvig Bygs it-systemer og krævede løsepenge for at frigive dem igen. Foto: Colourbox.
Ukendte hackere overtog Lemvig Bygs it-systemer og krævede løsepenge for at frigive dem igen. Foto: Colourbox.

Uopmærksomhed over for en tilsyneladende uskyldig mail fik alvorlige følger for tømrervirksomheden Lemvig Byg. Det var nemlig via denne mail, at it-kriminelle hackede sig ind i virksomhedens systemer, som blev låst, så ingen kunne arbejde på dem. Hackerne krævede derefter løsepenge for at frigive systemerne igen. Det skriver epn.dk.

Indehaver Mads Piil fra Lemvig Byg trykkede på et link i en tilsyneladende uskyldig mail, der lignede en kvittering. Men det var det slet ikke, det var derimod hackernes indgang til virksomhedens it-systemer, som hurtigt blev overtaget. Da Mads Piil fik kravet om løsepenge, nægtede han at betale.

It-folk gav op

– Det eneste, man kunne se på skærmen, var en besked, hvor der stod, at vi skulle betale flere tusinde kroner for at få en kode til at åbne vores systemer igen. Vores egen it-mand arbejdede på at få åbnet systemerne igen i 12 timer, men han måtte give op. Han foreslog, at vi betalte pengene og så, hvad der skete. Det ville jeg af princip ikke, da det bare ville betyde, at hackerne kunne gøre det igen, fordi de vidste, at de kunne tjene penge på den måde, siger Mads Piil til epn.dk.

Han kontaktede derefter et af landets førende it-firmaer for at få hjælp, men eksperterne herfra måtte også give op. Så til sidst besluttede Mads Piil alligevel at betale, og han fik en kode tilsendt som åbnede for systemerne igen.

– Det endte selvfølgelig med, at vores regning til it-mændene blev væsentlig større end den løsesum, som vi betalte til hackerne. Men det fortyder jeg ikke. Nu har vi fået ændret vores it-sikkerhed, og jeg er blevet mere opmærksom på, hvad jeg trykker på i fremtiden, fortæller Mads Piil.

Relateret indhold