GPA skal udforme Ring 3 letbane

Gottlieb Paludan Architects skal sammen med GHB Landskabsarkitekter, Kontrapunkt og COWI stå for den videre proces om de kommende 27 stationer på den kommende Københavnske letbane.
I 2021 er letbanen klar. Arkivfoto af en letbane: Colourbox.
I 2021 er letbanen klar. Arkivfoto af en letbane: Colourbox.

Rådgiverholdet, med GPA som totalrådgiver, har netop vundet arkitekt- og landskabsarkitektopgaven i konkurrence med to andre teams med hhv. Arup og PLH i spidsen.

Cowi er også med som underrådgiver på den arkitektoniske del. Derfor får Ring 3-projektet glæde af rådgivervirksomhedens mange erfaringer fra letbane-projekter i blandt andet Aarhus, Odense og Bergen.

– Der er ingen tvivl om, at Cowi både har vundet de to store letbanepakker på Ring 3, fordi vi har en bred erfaring med letbaneprojekter i Danmark og udlandet og et indgående kendskab til de processer, der relaterer sig til store multidisciplinære anlægsprojekter i storbyer. Samtidig har vi kompetencer fra trafik- og byplanlæggere, ingeniører, arkitekter og økonomer, som den slags projekter kræver, siger Michael Bindseil, direktør for Cowis afdelinger for Jernbaner, Veje og Lufthavne.

Et stort forarbejde

Før sporene lægges til letbanen ligger der et stort forarbejde med at planlægge den fremtidige trafik, og designe letbanens tracé, de nye veje, broer og tunneller, der sikrer et flow i trafikken både under og efter etableringen af letbanen.

Letbanestrækningen, som skal løbe parallelt med Ring 3-vejen, der omkredser København, bliver 27 km lang og får 27 stop. Letbanen kører gennem adskillige kommuner og kommer blandt andet til at køre gennem bymidten i Herlev og får stationer ved Glostrup Hospital, DTU i Lundtofte og andre centrale punkter.

Letbanen kommer desuden til at forbinde S-tog og eksisterende hovedfærdselsårer. Banen forventes at være køreklar i 2021.

Relateret indhold