Det forgangne år skal ikke kun huskes for pandemien, men også for prisværdige byggeprojekter, der lader de ramte borgere leve i nuet med naturen som nærliggende frirum.
Sidste gang gik Nohrcons pris ‘Årets sundhedsbyggeri’ til Sønderjyllands nye Akutsygehus i Aabenraa, men i år har demensplejehjem stjålet fokus med tre ud af fire pladser i finalefeltet.
Feltet bestå af: Fællesskabets Hus i Ry (demensplejeboliger og centerfunktioner), Skovvang DemensCentrum i Aarhus (demensvenlige plejeboliger og demenscenter), Skovvang II Demensplejecenter i Allerød og så “outsideren” Strandbakkehuset, Børne- og Ungehospice i Rønde.
Prisen uddeles til dét nye byggeprojekt, der vinder både fagjuryens og folkets hjerter med fantastiske faciliteter, der fjerner fokus fra mørket i selv de sværeste stunder. På hver deres måde får de fire projekter lys, liv og lindring til at gå op i en højere enhed på fornem vis med sansestimuli og naturens livsforstærkende kraft i centrum.
Det er fjerde gang ‘ Årets Sundhedsbyggeri’ uddeles. Afstemningen kører frem til 16. marts.