Søndag aften vandt AGF 3-2 over Brøndby i årets hidtil bedste kamp på Aarhus Stadion. Blandt de næsten 15.500 tilskuere var flere hundrede folkeskoleelever fra 9. og 10. klasser i Østjylland.
De mange elever var inviteret til kampen med deres forældre og lærere af den tekniske installationsvirksomhed Bravida, som led i virksomhedens målrettede indsats for at sætte fokus på de tekniske erhvervsuddannelser.
Med vores initiativ håber vi, at de unge er bedre rustet til at træffe deres valg om uddannelse, når de forlader folkeskolen næste sommer.
Adm. direktør Johnny Hey Bravida Danmark
Inden kampen fik de mange unge mulighed for at møde en række AGF spillere og klubbens isbjørne-maskot i et særligt arrangement i Team Danmark Hallen. Men først og fremmest fik de via møder med medarbejdere og lærlinge fra Bravida og repræsentanter fra den lokale erhvervsskole Aarhus Tech øget viden om de tekniske erhvervsuddannelser og de spændende jobmuligheder, som uddannelserne kan give.
– Som socialt ansvarlig virksomhed vil vi gerne støtte op om regeringens nye udspil på erhvervsuddannelsesområdet og medvirke til, at de unge og deres forældre får bedre indsigt i de mange forskellige muligheder, som uddannelsessystemet tilbyder. Der er behov for et opgør med automatvalget, hvor de unge og deres forældre ser gymnasiet som den eneste mulighed. Med vores initiativ håber vi, at de unge er bedre rustet til at træffe deres valg om uddannelse, når de forlader folkeskolen næste sommer, siger administrerende direktør Johnny Hey fra Bravida Danmark.
Praktikpladser er afgørende
Bravida beskæftiger ca. 1.800 medarbejdere i Danmark og har et strategisk mål om, at over ti procent af arbejdsstyrken skal være lærlinge.
– For at sikre, at Bravida konstant har mulighed for at tiltrække det fornødne antal faglærte, er det vigtigt, at regeringens mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal tage en erhvervsuddannelse i 2020 bliver nået. Det kræver en generel ændring af de unges opfattelse af erhvervsuddannelserne. Det kan bl.a. ske ved at der bliver fortalt nogle positive og stærke fortællinger om de tekniske brancher, der jo beskæftiger sig med en række temaer, som interesserer de unge som fx avanceret teknologi, energioptimering, miljø og klima. Jeg håber derfor, at de unge i mødet med vores medarbejdere og lærlinge har fået en række gode oplevelser og historier, der kan hjælpe dem i deres kommende uddannelsesvalg, siger Johnny Hey.