V2C, Kemp & Lauritzen, FLSmidth og nu også et endnu ukendt østjysk byggeselskab i sagen om Østjysk Bolig.
De seneste år har der været flere markante sager om korruption og returkommission i byggeriet. Og sidder man på sidelinjen, kunne det se ud som om, at stadigt flere bliver fristet over evne, når de administrerer branchens million-budgetter.
Hos Transparancy International, som opgør korruptionsniveauet i verdens lande, figurerer Danmark sammen med New Zealand som de mindst korrupte lande i verden. Men i samme kontekst er formand Jesper Olsen ikke overrasket over sagerne i byggebranchen – for særligt her kræver det, at man er opmærksom på selv den mindste smule snyd.
– Globalt set er byggeriet et af de mest sårbare erhverv over for bestikkelse. Der kan være tale om enorme kontraktsummer og med få beslutningstagere som “gatekeepere” på den anden side, er det en af opskrifterne på en dårlig kultur, siger han og anbefaler et opgør med kulinariske møder i branchen.
– Vil man problemerne til livs, handler det om anerkendelse af problematikken og en udpræget grad af nultolerance. Eksempelvis skal den der smørrelseskultur, hvor alt skal besluttes over 1000-kroners middage arkiveres lodret. Leverandørerne skal tro nok på deres produkter til, at beslutningstagerne ikke skal sluge betonbjælker og fugeskum med kaviar og champagne, siger han.
Østjysk mastodont
I tilfældet Østjysk Bolig har det da også været rimelig nemt at skjule det omstridte beløb mellem 15 og 20 millioner kroner i regnskaberne. For det første har bedrageriet tilsyneladende fundet sted i årevis – siden 2011. Så de involverede parter har haft flere år at fordele underslæbet over.
Desuden administrerer Østjysk Bolig mere end 2800 lejemål og tilsvarende huslejeindtægter og ifølge en opgørelse i Byggefaktas database Smart, har man i skrivende stund bolig- og renoveringsprojekter i pipeline for små 400 millioner kroner. Her er ikke engang indregnet Østjysk Boligs bidrag til renoveringen af Bispehaven, som alene løber op i en lille milliard.
Altså er der rigeligt med store beløb at pakke eventuel snyd ind under. Desuden hersker der ikke den stramme administration med middage og gaver i en almen boligforening, som der gør i eksempelvis en styrelse eller en kommune. Det forklarer professor i offentligt forvaltning ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh:
– Der foreligger en vejledning i god embedsskik, som faktisk understreger, at selv en gave på to flasker vin i visse tilfælde kan være for meget. Men det gælder ikke almene boligselskaber, selv om de er delvist offentlige, siger han og uddyber:
– Her skal man i stedet iagttage såkaldt “passende sparsommelighed”, som man efterfølgende skal kunne stå på mål for. Men jeg mener ikke, at den viden er nået ud i alle hjørner af branchen. Hvorfor korrupt adfærd nogle gange hidrører fra almindelig uvidenhed, siger professoren.
Uprofessionel bestyrelse
I tilfældet Østjysk Bolig har Aarhus-rådmand Bünyamin Simsek (V) valgt, at man skal se nærmere på en ny model for beboerdemokrati i de almene organisationer i Aarhus. Blandt andet med mere professionaliserede bestyrelser, så man undgår, at svindel og bedrag kan gå upåagtet hen så længe.
– Jeg mener, at der er behov for et kritisk lys på, om beboerdemokratiet er sikret godt nok med de bestyrelser, som vi kan stille krav om i dag. Det er en ekstremt vigtig og svær ledelsesopgave at sidde i en bestyrelse for en boligforening, og jeg synes, at der skal professionelle kræfter ind for at understøtte beboernes muligheder for at gennemskue, hvad der sker i deres boligforening, udtaler han i en pressemeddelelse.
Og det lyder helt rigtigt ifølge Jesper Olsen. Man bør nemlig se på, om det handler om mennesker eller systemet, når det kommer til korruption i byggeriet:
– Vi oplever en høj grad af moral hos en stor del af befolkningen. Det var dejligt at se, at Østjysk Bolig blev afsløret af en whistle blower. Men derfor er det stadigt rigtigt at tjekke, om der er den fornødne professionalisme i systemet. Det spørgsmål vil vi gerne holde Aarhus Kommune op på.
Dagens Byggeri har forsøgt at få fat på tidligere direktør for Østjysk Bolig Allan Søstrøm, men han er ikke vendt tilbage i skrivende stund.