Carsten Mindegaard, ejer af entreprenørvirksomheden LM Byg A/S, har valgt at donere et større millionbeløb til Hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet, der er en internationalt anerkendt og højt specialiseret afdeling, som behandler alle typer blodsygdomme, heriblandt lymfeknudekræft.
Donationen skal blandt andet bruges til forskning, faglig udvikling og efteruddannelse. Derudover vil nogle af pengene også gå til stipendier, så de ansatte kan forske i sygdommen.
Carsten Mindegaard har i en længere periode haft netop denne afdeling tæt på livet og har derfor helt personlige bevæggrunde for donationen, da han tilbage i februar blev diagnosticeret med lymfeknudekræft. I dag er han raskmeldt og roser alle de kompetente mennesker, der hver dag kæmper for at redde liv og gøre en forskel.
– Jeg har oplevet sygdommen på tæt hold og set, hvor hårdt de utroligt dygtige mennesker på Hæmatologisk afdeling kæmper, og jeg kan ikke takke dem nok for, hvad de har gjort for mig. Det er de mennesker, der dagligt gør en forskel for alle dem, der er blevet ramt og påvirket af denne forfærdelige sygdom, siger Carsten Mindegaard, der også er medejer af entreprenørvirksomheden Pihl & Søn A/S.
Donation frigiver ressourcer
Lars Kjeldsen, der er klinikchef på Rigshospitalets Hæmatologiske afdeling, mærker hver dag, hvordan de mange omstruktureringer og produktivitetskrav har medført en ufrivillig nedprioritering af den faglige udvikling. Han er derfor meget taknemmelig for den private donation, der vil frigive ressourcer til netop dette.
– Vi er utroligt glade for Carstens donation, der frigiver en masse ressourcer. Vi arbejder til tider under nogle urimelige vilkår, hvor færre hænder skal nå mere. Det har desværre betydet, at vi ufrivilligt har måttet nedprioritere den faglige udvikling. Med Carstens donation kan vi afsætte midler til forskning, faglig udvikling og interne udviklingsprocesser i vores afdeling,? siger Lars Kjeldsen.
Over de seneste år har flere privatpersoner doneret store millionbeløb til sygehusområdet og dermed dækket nogle af de ting, der tidligere blev betragtet som statslige eller kommunale opgaver.