Bro lukket efter påsejling

Masnedøbroen blev ramt af et skib sent søndag aften og er nu lukket for togtrafik. Biltrafikken er ikke påvirket af uheldet.
Masnedøbroen er blevet påsejlet. Arkivfoto: Colourbox.
Masnedøbroen er blevet påsejlet. Arkivfoto: Colourbox.

Klokken 22.30 søndag aften tikkede en melding ind til Søværnets Operative Kommando (SOK) om, at handelsskibet Karla C var kollideret med Masnedøbroen. Broen forbinder Vordingborg med Masnedø, hvorfra Storstrømsbroen fører trafikken videre til Falster.

Der er ifølge SOK ikke sket nogen personskade. Til gengæld kan Banedanmark oplyse, at man har været nødt til at indstille togtrafikken.

– Masnedøbroen er lukket for togtrafik efter nattens påsejling. Vi er i Banedanmark i fuld gang med at undersøge hele broen og få overblikket over skadernes omfang, og først når vi har det fulde billede, kan vi sige, hvornår togtrafikken kan blive genoptaget, siger sektionschef for Broer i Banedanmark, Klaus Frelling Andersen, i en pressemeddelelse.

Tilbage er bare at håbe på, at reparationen ikke bliver lige så omfangsrig – og ikke mindst dyr – som reparationen af jernbanebroen over Limfjorden, efter den blev påsejlet i marts 2012. Her røg prisen næsten op i 50 millioner kroner.

Relateret indhold