Jan Magnussen er LM Racings frontfigur i den nye motorsportsserie, TCR Danmark. Den tidligere Formel 1-kører og firedobbelte Le Mans-vinder er klar til udfordringen og glad for den fortsatte opbakning fra Bauhaus, som har været forbundet med den danske racerkører siden 2014.
Jan Magnussen stiller op i TCR Danmark i den ene af LM Racings to Volkswagen Golf med 2,0-liters motor og 360 hestekræfter. Den erfarne racerkører har indgået en ét-årig kontrakt med LM Racing og skal køre alle seriens syv løb i 2020. Sæsonen flages i gang med første afdeling i weekenden den 18.-19. april på Jyllandsringen.
TCR, Touring Car Racing, er en helt ny type serie i Danmark. Her er tale om standardvogne, som de fleste danskere kender,men som alle er konstrueret til racerløb med bl.a. specialbyggede undervogne, kraftigere bremser og opgraderede motorer. TCR er en verdensomspændende serie med lokale mesterskaber i mere end 20 lande samt et europamesterskab og ikke mindst verdensmesterskabet, WTCR.
De motorsportsfans, der ikke kan overvære løbene direkte fra tribunerne, kan følge med på Kanal 5 og Eurosport, som sender live fra løbene.