175 millioner fra Realdania til corona-indsatser i byggeriet

Indsatsen skal blandt andet hjælpe udfordrede projekter, der tidligere har modtaget støtte fra foreningen.
Realdania bidrager nu med 175 millioner kroner til at hjælpe med at afbøde virkningerne af corona-krisen. Foto: Steffen Stamp/Realdania.
Realdania bidrager nu med 175 millioner kroner til at hjælpe med at afbøde virkningerne af corona-krisen. Foto: Steffen Stamp/Realdania.

Med indsatsen vil Realdania understøtte, at der kan holdes mest muligt fokus på bæredygtighed i forbindelse med de betragtelige samfundsinvesteringer, der forventeligt vil finde sted som følge af COVID-19. Målet er at give relevant inspiration, værktøjer og konkret hjælp, så kommuner og andre, der skal i gang med at bygge og renovere, kan skrue op for bæredygtighed, klimaindsats og implementeringen af verdensmålene i nogle formentlig stramme anlægsbudgetter. Realdania støtter dette arbejde med en pulje på 115 millioner kroner.

Hjælp i to runder

Den anden del af Realdanias særlige indsats skal hjælpe projekter, der tidligere har fået filantropisk støtte fra Realdania, og som nu mærker alvorlige økonomiske konsekvenser af COVID-19. Med en pulje, der står på skuldrene af statens hjælpepakker, er der nu hjælp til en række udfordrede projekter, der er ramt af alt fra aflysninger til forsinkelser og problemer med finansiering. Nogle projekter er ramt her og nu, og andre bliver det formentlig senere. Støtten er målrettet igangværende projekter og projekter, hvor Realdania og projektet fortsat har en gensidig forpligtelse.

Disse projekter får nu mulighed for i to runder, i maj og efter sommerferien, at søge om støtte til bl.a. finansiering af ekstraudgifter og i helt særlige tilfælde hjælp til driftstab.

Realdania har afsat 50 millioner til denne indsats. Dertil kommer 10 millioner kroner, som efter sommerferien kan søges af en række kultur- og oplevelsesinstitutioner, der tidligere har modtaget støtte fra foreningen, til at afholde et eller flere arrangementer, når det bliver muligt at byde publikum indenfor igen.

– Vi har efter et meget grundigt arbejde identificeret de mest presserende behov og identificeret, hvor vi for alvor kan gøre en forskel. Allerede i første halvdel af maj lancerer vi den første pulje til udsatte projekter, og inden sommerferien vil vi informere mere præcist om de øvrige indsatser og puljer, herunder kriterierne for at søge dem, fortæller Jesper Nygård og tilføjer:

– En filantropisk aktør som os har en forpligtelse til at bidrage til at holde hjulene i gang i en så alvorlig situation, som samfundet lige nu befinder sig i. Med denne særlige COVID-19-indsats prioriterer vi en del af vores uddelinger i 2020 til denne vigtige sag. Vi ved endnu ikke, hvor vores bevillinger samlet set ender i 2020, men vi forventer fortsat at kunne bidrage med samlet set omkring 500-600 millioner kroner, siger Jesper Nygård.

Byg med fokus på bæredygtighed

Den særlige bæredygtighedsindsats har som mål at bidrage til, at samfundet – trods de presse-rende økonomiske udfordringer – stadig kan have fokus på de alvorlige klimaproblemer, hvor det byggede miljø er en vigtig del af løsningen. Støtten vil bl.a. omfatte bidrag til rådgivning og kvalitetsforbedring, stimulering til implementeringen af den frivillige bæredygtighedsklasse og et tværgående vidensspor i byggebranchen, der skal bidrage til, at aktørerne gennem hurtige processer kan træffe kvalificerede valg. Dertil kommer en klimapulje til projekter, hvor Realdania allerede er involveret.

– De store investeringer i byggeriet, der skal bidrage til at skubbe hjulene i gang igen, vil komme fra andre end os. Men vi kan bygge oven på og bidrage til, at viden, erfaringer, værktøjer og ideer bliver udviklet og delt på tværs i byggesektoren. Vi er inspireret af FN-tilgangen ‘Building Back Better’, hvor man i kølvandet på f.eks. naturkatastrofer og pandemier har en ambition om at udvikle og genopbygge samfund på en ny, mere holistisk og mere holdbar måde, siger Jesper Nygård.

Relateret indhold