Det er højt på den politiske dagsorden at afbureaukratisere. Om vi er røde, lilla eller blå har vi alle en interesse i, at de knappe ressourcer bruges der, hvor de skaber mest værdi. Til god uddannelse, vores forsvar, dygtige sygeplejersker eller til lavere skat for større råderum til den enkelte borger.
Så hvorfor handles der ikke, når der er så mange lavthængende frugter?
Ingen markante stemmer taler om at afvikle, allerhøjst at ”få tingene til at fungere” indenfor de nuværende rammer.
Men det er tid til nytænkning og tid til at tage et opgør med den lovgivning, som tiden alligevel er løbet fra. Dette indlæg er derfor lige så meget et opråb til brancheorganisationerne (DI, EjendomDanmark, Dansk Erhverv m.fl.), som det er til politikerne. For nok forsøger organisationerne at påvirke lovforslag, men hvorfor ikke løfte debatten med forslag til decideret afvikling af lovgivning eller gode alternativer til den dårlige lovgivning?
Riv plastret af
Ejendomsvurderingssystemet er en af de største skandaler i min levetid og en vedvarende kilde til krænkelse af borgernes retssikkerhed. Det er ikke en reparation af systemet eller justeringer, der skal til. Det er en omskrivning af lovgrundlaget, så vi ikke behøver systemet, der skal til.
Det kræver politisk mod og indrømmelse, for ja, det gør ondt at skrotte noget, man nu har brugt over 10 år og mere end 4 mia. kroner på. Men den løbende regning bliver meget større, og borgernes retssikkerhed kan man ikke sætte pris på.
I skrivende stund har man ansat 1.150 mennesker i Vurderingsstyrelsen til administration af de offentlige ejendomsvurderinger. 1.150! Til sammenligning har landets største advokatfirmaer som Bech Bruun, Plesner og Poul Schmith omkring 600 ansatte, og antallet af ansatte i styrelsen kommer kun til at vokse, efterhånden som klagestrømmen tager til, og nye systemfejl opdages.
Vi skal ikke acceptere, at op til 30 % af byggesummen er spild
Det står simpelthen ikke mål med den relativt simple opgave, det bør være at tilvejebringe ca. 30 mia. kroner årligt i ejendomsrelaterede skatter, hvis det er den politiske ambition. Ej heller er det rimeligt overfor borgerne, at stort set ingen kan gennemskue, hvordan skatten opkræves, da vurderingerne i bedste fald synes arbitrære.
Det bør derfor være et krav fra en samlet branche, at beskatning af fast ejendom gentænkes, så det gøres enkelt. Om det er simplere vurderinger (f.eks. seneste handelspris), en avancebeskatning eller helt anden løsning, det er i virkeligheden sekundært. Det væsentlige er at vriste sig fri af fortidens dårligdomme og turde tænke ”forfra”.
Husk på, at vores land også fungerede før indførelsen af kildeskatten i 1970, så det er ikke en revolution at rulle en lille bid defekt skattelovgivning tilbage.
Tid til (faktisk) forenkling
Den nye lejelov, der trådte i kraft den 1. juli 2022 som en sammenskrivning af lejeloven og boligreguleringsloven, skulle have været en forenkling af loven. Meget mere enkelt blev det dog ikke, og med den nye lejelov fulgte også en ny ”Lov om boligforhold” med 107 paragraffer. Samtidigt fulgte yderligere stramninger af administrative krav til udlejere.
Og hvorfor egentlig?
Lidt som med ejendomsvurderingssystemet har man stirret sig blindt på en problematik, som man fra politisk side tror, man kan løse ved omfattende og kompliceret regulering.
Fiasko i megaklassen: Vi kan lære meget af byggeriet af Niels Bohr Bygningen
Gennem reglerne om omkostningsbestemt husleje og andre variationer af huslejebegrænsninger for ældre boligudlejningsejendomme har man skabt et system, der både er svært for lejere at gennemskue, besværligt for udlejere at administrere, og som kræver et uforholdsmæssigt stort kontrolsystem. Huslejenævn, ankenævn og Grundejernes Investeringsfond er alle kontrolinstanser affødt af en kompleks lovgivning. Dertil kan bemærkes, at huslejenævnene i stort omfang taber de retssager, der forfølges, hvilket giver en indikation af, hvor svært det er at gennemskue og overholde lovgivningen.
Kompleks lovgivning er i bedste fald spild
Spørgsmålet er, om al denne administration og regulering overhovedet sikrer de prisvenlige boliger og den blandede by, som politikerne ønsker?
Mine kollegaer i Colliers, Gregers Nytoft Rasmussen og Muhamed Jamil Eid, kommer i deres nylige analyse af effekten af huslejeregulering frem til, at huslejereguleringen ikke tilgodeser lavindkomstgrupperne, men derimod skaber et uhensigtsmæssigt arealforbrug per lejer.
De billige boliger bliver således udlejet til dem, der har adgang til ejendomsejerne, f.eks. familie, venner, bekendte og kollegaer, og den komplekse lovgivning og omfattende administration er i bedste fald spild – i værste fald kontraproduktivt, da de billige boliger reelt ikke er en del af boligudbuddet og dermed ikke er med til at holde markedslejen nede.
Der findes simple måder at gøre det muligt for lavlønsgrupper at betale for en bolig i de dyre byer på. Vi har allerede boligstøtte, som jo blot kan sættes op for visse indkomstgrupper, så også de borgere, som politikerne faktisk ønsker at hjælpe, har råd til en bolig på markedsvilkår.
Derfor: Sæt lejen fri, drop den indviklede lovgivning, reducer huslejenævn og ankenævn og start på en frisk. Og målret så den økonomiske støtte til de indkomstgrupper, man ønsker at hjælpe.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';