Ved begyndelsen af 2023 blev 222.245 bygninger i Danmark opvarmet med varmepumper. Det var en stigning på 46.215 i forhold til året forinden.
Nu giver statens Afkoblingsorden endnu en mulighed for de øvrige husholdninger og udlejere at hoppe med på vognen.
Læs også: Behov for dansk handlingsplan for udbredelsen af varmepumpeteknologi
Fra og med i morgen åbner den årlige pulje nemlig, der gør det muligt at blive afkoblet gassystemet uden at skulle betale gebyrer – et initiativ, der netop skal skubbe på den grønne omstilling.
Puljen er administreret af Evida, og der er afsat 100 mio. kr. til at sikre den gebyrfrie overgang.
For at få del i puljen skal der være tale om et årligt gasforbrug på mellem 100 og 6.000 kvm tilknyttet ejendommen. Tilbuddet kan dog ikke benyttes af adresser, der har et eller flere CVR-numre registreret, og som har modtaget den såkaldte De Minimis-støtte på mere end 1,5 mio. kr. i seneste regnskabsår.
De Minimis-støtte er en lovlig statsstøtte, der via forenklede procedurer ikke kræves godkendt eller indberettet til Europa-Kommissionen.
Billigere og grønnere løsninger
Puljen skabes for at fremme mere grønne alternativ til den aldrende opvarmningskilde, og ved udskiftningen af gasfyret til fordel for eksempelvis varmepumpen vil der ikke kun være besparelser på udledningstallene at hente.
Ifølge Bolius vil et gennemsnitligt parcelhus på 130 kvm eksempelvis koste 9.416 kr. at opvarme om året ved brug af luft til vand-varmepumpe. Skulle samme opvarmning ske med et gasfyr, ville prisen nemlig være 16.510 kr.
Læs også: Alle sejl sat ind, men salget af varmepumper dykker: “Det er dybt frustrerende”
Puljen åbnes kl. 10.00 på Evidas hjemmeside d. 18. januar, og fordelingen er baseret på et først-til-mølle-princip. Herefter lukkes der for ansøgninger, når puljen er tom. Ansøgerne kan anmode om en opsigelse til en dato 12 måneder frem i tid.